Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
22. maj 2012

Indholdsområde

 
Kommandoskibet THETIS Søndag d. 26. april 2009 
Minesprængning
Et flot skue, når minen sprænges
Den engelske Kanal ud for Dieppe
11-05-2009 - kl. 13:25

Det har været en uge med høj aktivitet i SNMCMG1- styrken. Styrken har i 7 dage opereret i Den engelske Kanal ud for den franske by Dieppe. Indtil nu har vi fundet 8 miner fra 2. Verdenskrig og bortsprængt dem. Det er med til at gøre dette farvand mere sikkert at færdes i og operere i for de lokale fisker, som skal tjene til livets ophold ved at fiske her. Det gør denne mission meget meningsfuld for alle om bord på THETIS, ja, for hele styrken. Vi kan være stolte over, at vores mission i dette farvand indtil nu er lykkedes godt.

I 2005 skete der en forfærdelig ulykke i dette farvand. En fisker fik en mine i sit garn, og da den faldt ned på dækket eksploderede den og dræbte tre mennesker. Den slags ulykker må ikke gentage sig, derfor arbejder de 6 minestrygere i styrken og Kommandoskibet THETIS med staben og dets besætning på højtryk på at finde så mange miner som muligt i dette farvand. Ud fra tyske søkort fra 2. Verdenskrig, véd vi, hvor tyskerne har lagt minerne ud, og det er selvfølgelig disse steder, vi først og fremmest leder. Som sagt har det givet pote. Med det avancerede udstyr, som findes på de 6 minerydningsskibe har vi indtil nu fundet 8 miner og bragt dem til sprængning. Alle, der har mulighed for det, stimler sammen på helo-dækket for at overvære det meget spektakulære skue, som sprængningen af en mine er. Når minen sprænges, lyder der et dumpt brag, der ryster helo-dækket under vores fødder, og kaskader af vand stiger som et enormt springvand, som en kæmpemæssig figur, op af havet. Et flot skue er det! Det var det Lettiske skib TALIVALDIS, der åbnede ballet og fandt den første mine.

Men uden besætningen på THETIS – ingen minerydning. Staben for SNMCMG1-styrken om bord på THETIS styrer naturligvis ”slagets gang” – det daglige arbejde i styrken, mens besætningen på THETIS sørger for, at minerydningen kan finde sted hurtigt og effektivt. Besætningen sørger for at de 6 minerydningsfartøjer hele tiden har ”mad i posen”: brændstof, til at ”leve af”, sejle på. De 6 skibe i styrken skal meget ofte have ny forsyning af brændstof, så et par gange om dagen kaldes besætningen på post for forsyningsrulle, og gennem et sindrigt system af slanger, som besætningen sørger for bliver lagt rigtigt ud, føres der brændstof over på de 6 skibe efter tur. Enten ligger skibene agten for THETIS, eller de går op på siden af os. Jo, mor THETIS skal nok sørge for sine børn. Også gummibåden med dens besætning har fuldt op at gøre. Meget ofte skal de sejle mellem de 6 skibe og overføre personel typisk fra staben, som skal til møde med skibschefer på skibene.  Men der er også andre opgaver for gummibåden at løse. Og for at det hele kan gå op i en højere enhed må besætningen på broen, i maskinen, hele forplejningsdivisionen også være på deres poster. Alle om bord på THETIS har fuldt op at gøre med at servicere styrkens skibe på alle måder.

I torsdags gennemførte vi en cross poll. Det betyder, at besætningsmedlemmer fra THETIS blev overført til de andre skibe i styrken. Kort sagt, vi gik på visit på de andre skibe. Det var spændende at tilbringe en dag på et af minerydningsfartøjerne og se det avancerede udstyr, de arbejder med og få at vide, hvordan det fungerer.

For at der også skulle ske noget andet end det daglige arbejde havde velfærdsudvalget tilrettelagt et spændende og sjovt ”skibsræs” lørdag formiddag. Besætningen blev delt ind i 7 hold, som antog navnene: The Killers – Kravlenisserne – De ærgerlige Gaster – BZ ´erne – Kammerjunkerne – De blå Engle – Team-spirit. Fordi det er skæg og ballade, derfor kan der godt i legen være en faglig pointe, og det var der. Hvert hold skulle besøge 7 stationer. I kabyssen skulle man bl.a. vise, at man kunne vende pandekager hurtigt og effektivt. Så skulle man vise, at man kunne tæmme en brandslange og bruge den rigtigt. Med kranen skulle man kunne flytte en topfyldt spand vand uden at spilde. At kaste med kasteliner er også en vanskelig kunst, som man skulle kunne beherske. Hvem var bedst på pistol?  Så gjaldt det om at kunne navigere, bruge søkortet og signalflag korrekt! Til sidst skulle man bevise, at man kunne sine regler for første hjælp til punkt og prikke, og at man kunne bruge dem i praksis. Festligt og fornøjeligt var det. Alle var med og hele besætningen nød at ”lege med hinanden” på tværs af divisionerne.

Om eftermiddagen blev der uddelt præmier til de tre bedste hold. Udover points for det faglige indhold kunne man få ekstra points for sjov udklædning, for at have digtet en slagsang, for at have givet dommeren et velpudset rødt æble osv. Mange af holdene benyttede sig af disse muligheder.

Dagen i går begyndte med regn, men sluttede i solskin. Det betød, at vi i går aftes kunne grille på helo-dækket. I aftensolen nød vi hinandens selskab over kokkenes gode grillmad og bagerens lækre brød.

Vi sluttede dagen i går med, at det franske skib ERIDAN sprang en mine, samtidig med at solen gik ned i havet i et kæmpe bål, der oplyste de hvide klinter inde på den franske kyst.

Sådan er hverdagen på THETIS i øjeblikket. Vi har det alle godt og sender gode hilsner hjem til Danmark.

Besætningen på THETIS.