11-05-2009 - kl. 14:48
I Den engelske Kanal går livet om bord på THETIS videre med en travl hverdag efter en god og begivenhedsrig weekend i Cherbourg. Vejret i Kanalen er lidt gråt og koldt i øjeblikket, men det hindrer ikke besætningen på THETIS i at gennemføre øvelser med både franske og belgiske helikoptere, ligesom vi til stadighed øver os i sikkert at forsyne SNMCMG1 - styrkens enheder med brændstof og andre for dem vigtige ting.
Siden sidste rejsebrev har NATO ´s minerydningsstyrke bestående af 6 enheder fra 6 forskellige lande med THETIS som kommandoskib arbejdet bestandigt med at finde og få bortsprængt miner fra 2. Verdenskrig ud for Normandiets kyst. Besætningen på THETIS er den, der sammen med NATO ´s stab om bord servicerer de 6 minerydningsfartøjer på alle måder. Alle har løftet i flok, og arbejdet har virkelig givet pote. Da vi gik i havn i Cherbourg 30. april – 3. maj, havde vi fundet og bortsprængt 12 miner, 2 bomber, og 1 dybdebombe. Vi har gennemsøgt systematisk 245 kvadratkilometer hav. Den danske NATO – stab om bord på THETIS meddeler, at man ikke kan garantere 100 % sikkerhed, men området er i hvert fald nu meget, meget sikkert at færdes i for fiskerne og andre skibe.
Samtidig med at udføre de opgaver, som besætningen på THETIS skal for SNMCMG1 – styrken, så gælder det også om at øve de færdigheder, vi skal kunne for at være marinesoldater om bord på flådens skibe. Således fik alle øvet sig i at skyde med karabin på helo-dækket mandag d. 27. april.
Vi gik tirsdag d. 28. april ind til Le Havre for at tage forsyninger om bord. Der blev givet spadserertilladelse i eftermiddagstimerne. Mange nåede op i byen – en by der var stærkt præget af at være bombet sønder og sammen under 2. verdenskrig. Det var godt at få fast grund under fødderne for en stund.
De sidste dage i april gik som sagt med minerydningsarbejdet og med alle de opgaver, hver enkelt har i den forbindelse. Men onsdag d. 29. april holdt vi inde med arbejdet en times tid. Præsten holdt en gudstjeneste i cafeteriet, et tilbud, mange benyttede sig af.
Torsdag d. 30. april gik vi ind til Cherbourg. Det er en by med en meget lang og broget historie. I middelalderen var den kastebold i de mange engelsk-franske konflikter og krige. Under Ludvig XV begyndte dens æra som vigtig havneby, en status byen har bevaret frem til i dag. Efter D-dag d. 6. juni 1944 blev forsyningerne til De Allieredes tropper losset her i cherbourgs havn.
Fredag d. 1. maj havde barudvalget inviteret alle om bord på THETIS til forårsfest. Festen begyndte med forskellige konkurrencer. Vi blev delt op i fire hold. Først var der tovtrækning, så var der bowling via et computerspil. Alskens lækkerier, pølser og oste var stillet frem, så vi bare kunne spise løs. Vejret stod på højt solskin, og da vi bevægede os til konkurrencerne kunne vi sagtens holde varmen på trods af den kølige vind. Det blev en festlig dag for alle på THETIS. Tak til barudvalget for initiativet.
Lørdag og søndag var der arrangeret busture for hele styrkens besætninger. Det var en broget skare bestående af tyskere, letter, belgier og danskere der tog af sted til Mont Saint-Michel om lørdagen og til Omaha Beach om søndagen.
Mont Saint-Michel ligger på en klippeø, som i Middelalderen var forbundet med fastlandet med en bro. Broen kunne man tørskoet benytte ved ebbe, men den var oversvømmet ved højvande. I dag går der en dæmning ud til øen. Forskellen på ebbe og flod kan være op til 14 m. I det 8. århundrede byggede biskoppen af Avranches et kloster øverst oppe på klippen. Ærkeenglen Michael havde beordret ham til at udføre byggeriet, men da ærkebiskoppen ignorerede ordren temmelig længe, kom englen tilbage. Han gentog ordren og brændte samtidig hul i biskoppens kranie med en glødende finger. Så kunne han lære det – og så kom han i gang med byggeriet. Under Hundredeårskrigen mellem Frankrig og England i 1400 tallet spillede klosteret en væsentlig militær rolle. Efter Den franske Revolution blev klosteret omdannet til fængsel, men i 1836 blev det givet tilbage til munkene. Den dag i dag er der kloster på stedet. Op ad klippen er der bygget en by med smalle pittoreske gader, der snor sig op mod klosteret. Det, der mødte styrkens besætninger, var et meget turistpræget sted med masser af souvenirboder. Den lørdag besøgte hele Frankrig Mont Saint-Michel, så det var meget svært at bevæge sig rundt i de smalle gyder, der var overfyldt med mennesker. Men flot var det at besøge dette enestående og historisk set meget spændende sted. På hjemturen besøgte vi også Saint Malo, en anden befæstet by på en klippeø ikke langt fra Mont Saint-Michel.
Søndag skulle vi opleve den blodige D-dag 6. juni 1944. Vi begyndte med at besøge den tyske fæstning ved Azeville. Det var spændende at høre om, hvordan tyskerne havde levet her, om deres forhold til civilbefolkningen og hvordan deres udstyr og våben virkede. Så var der frokost i Saint Mere Eglise, hvor en faldskærmssoldat under invasionen i 1944 landede i byens kirketårn. Den dag i dag hænger der en dukke klædt i De Allieredes uniform i sin faldskærm i kirketårnet. Vi besøgte både Utah Beach og Omaha Beach, hvor amerikanerne gjorde landgang d. 6. juni 1944. Intet gik som det var planlagt, så landgangen blev meget kaotisk og tyskerne gjorde større modstand, end man havde ventet. 6. juni blev en blodig dag. Over 2.000 soldater mistede livet. Soldaterkirkegårdene fortæller historien om de mange døde. Vi besøgte den amerikanske kirkegård ved Omaha Beach, og vi blev alle meget stille, da vi gik mellem de utallige kors, der stod på rad og række i de grønne plæner.
Vi er nu tilbage i hverdagen. Vi gennemfører mange øvelser med de andre skibe i styrken. Vi træner den procedure, som skal gennemføres, når der skal overføres brændstof fra THETIS til de andre skibe. Vi får også besøg af både franske og belgiske helikoptere. En besætning på en helikopter kan aldrig få nok træning i at lande og lette på et skib, ja, i det hele taget at få trænet alle de procedurer, der findes i samarbejdet mellem skib og helikopter og ditto skibets besætning. Det kan være at foretage en hoist – altså hejse en person op til helikopteren fra skibets dæk eller omvendt. THETIS skulle også overføre brændstof til helikopteren. Også den begivenhed skal der trænes i.
Skibets besætning gør i øvrigt klar til, at den i weekenden skal hjem og overdrage THETIS til en ny besætning. Det indebærer bl.a., at skibet skal gøres hovedrent. Også det arbejde fylder vores hverdag i øjeblikket. Besætningsskiftet sker som sagt i weekenden i Hamborg.
Mere om vores havneophold dér i næste rejsebrev.
Besætningen på THETIS.