Kongeskibet Dannebrog og Inspektionsskibet Vædderen rendezvous i Vestmanna sund.
04-07-2011 - kl. 09:20
Kilde: Inspektionsskibet Vædderen.
Under opholdet i Tórshavn blev der genforsynet proviant og olie, og besætningen havde lejlighed til at komme en tur rundt på øerne.
Den 1. juli kl. 1600 lokal tid forlod Kongeskibet Tórshavn og stævnede ud på det næste lange stræk med destination Nuuk - Grønlands hovedstad - som forventes anløbet den 7. juli. Regentparret forventes om bord på Kongeskibet den 11. juli i Upernavik. Herefter går turen igen sydpå, hvor blandt andet Qaqortoq (Julianehåb) og Nanortalik bliver besøgt. Det officielle besøg afsluttes den 25. juli, hvor Regentparret rejser hjem fra Narsarsuaq.
Inden afsked med Færøerne benyttede kongeskibet lejligheden til at tage et nærmere kig på den smukke færøske natur. Kongeskibet passerede gennem det maleriske Vestmanna Sund på vej vestover. Her var aftalt ’rendezvous’ med Inspektionsskibet Vædderen, som benyttede lejligheden til at ønske ’god vind’ på rejsen til besætningen på Kongeskibet. Vædderen patruljerer fortsat ved Færøerne.