Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
22. maj 2012

Indholdsområde

 
Præsten holdt jul og nytår med 5. besætning på Grønland 
Orlogspræst Annette Molin Brautsch
Orlogspræst Annette Molin Brautsch
Et seks ugers togt er ved at være til ende og jeg kan som orlogspræst se tilbage på et begivenhedsrigt togt, som tog sin begyndelse engang i december måned.
19-01-2012 - kl. 13:39

Af orlogspræst Annette Molin Brautsch

Det er den 18. januar og jeg sidder på lukafet og skriver denne artikel, mens jeg kan høre støvsugeren og de hurtige fodtrin på gangen. Der skal nemlig gøres rent – Vædderen skal overleveres til den næste besætning i morgen, så gulvene er blevet bonet og alting bliver gået efter.

Gaver fra Holmens Kirke og Sømandshjemmet i Julianehåb
I tusmørket lillejuleaften lå Vædderen med sin smukke illumination i Julianehåb havn. Den traditionsrige julereception for byens borgmester og borgere var ved at være slut, da der pludselig stod en mand fra Sømands Kirken med en stor gavesæk og spurgte efter præsten. Rygtet var gået hurtigt – der er dansk præst om bord på Vædderen! Han havde to ærinder. Det ene var at aflevere 70 julegaver til besætningen og det andet var at spørge, om jeg ville forestå en gudstjeneste juledag i den gamle kirke for den danske menighed. Selvfølgelig ville jeg det, og vi blev 40 til at synge julen ind på dansk. Selv havde jeg også 70 indpakkede gaver med hjemmefra til besætningen fra Holmens Kirke, så juleaften var der to julegaver til hver eneste om bord – og det gjorde lykke.

Julemanden kom også om bord
Grønlands Kommando bad os sejle pax mellem Grønnedal og Narsarsuaq før julen og efter nytåret. Det betød, at der undervejs var en del børn med om bord. Så piloten fandt på at klæde lægen ud i julemands kostume i forbindelse med en hoistøvelse og flyve ham ind over skibet, hvor han blev firet ned på fordækket til stor jubel for både børn og voksne.

Julevideohilsen på youtube
Egentlig var julemanden på arbejde i forvejen, for piloten, lægen og jeg fandt på at lave en jule musikvideo i dagene op til jul, hvor vi var rundt i hele skibet og optage små klip med besætningen til en sammenhængene video, som blev vist juleaften. Den blev sendt hjem til familie og venner via youtube som en julehilsen fra Vædderen.

En svær tid at være væk hjemmefra
Hvorfor er der præster i forsvaret? Jo, en del af det vi laver fx om bord på skibene, er at samtale med besætningsmedlemmerne om stort og småt. På den måde opnår man gode relationer og fortrolighed, fordi den enkelte ved, at man har tavshedspligt. Det kan være svært at være væk i lange perioder, og dér er det godt at have fx en præst at tale med om afsavn etc. Dette togt var ikke så langt, men det lå henover den største højtid vi har, og mange i den unge besætning havde ikke holdt jul væk hjemmefra før. Vi talte en del om savnet af familien, men alle var også gode til at gøre juledagene såvel som dagene omkring nytåret og dagene ind i januar til nogle af de bedste. For mellem arbejdet, der skulle passes var det i alles interesse, at vi skulle have det hyggeligt med alt, hvad sig der til hører af julemad og julepynt og gudstjeneste juleaften mm.

Vi er altid klar til et rykke ud!
Det man oplever som præst om bord er en flok mennesker, som er samlet om en vigtig opgave. Denne opgave skal løses til fælles bedste for Danmark og Grønland og ikke mindst besætningen. Der er et enormt godt sammenhold om bord og en fantastisk evne for at tage nye folk ind og med i det daglige arbejde. Den seriøsitet der bliver lagt for dagen, hver dag er beundringsværdig. Der bliver øvet og debriefet og holdt et skarpt øje med hvor inspektionsskibets næste store opgave venter. Man er hele tiden klar – og det kræver både faglig dygtighed og en god ånd – og det er der også, når der holdes jul på Grønland.