Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
22. maj 2012

Indholdsområde

 
Tour de Skib 
En af de fem øvelser
Pushup under stafet
Idræt på TRITON B
28-04-2009 - kl. 13:37

Den fysiske udfoldelse om bord på enhederne i nordatlanten består mesten dels af enkeltmandstræning i kondirum, en løbetur, når vi ligger i havn eller en fodboldkamp, når det en sjælden gang lader sig arrangere. Der bliver derfor på hvert eneste togt set frem til det egentlige idrætsmæssige højdepunkt - Tour de Skib. Denne gang løb det af stablen d. 22. april.

Arrangementet bestod af 5 forskellige poster rundt på skibet, hvor der hvert sted skulle arbejdes hårdt og intenst i 4-8 min. Nogle discipliner havde et klart maritimt islæt og andre var bare designet til at fremkalde jernsmag i munden. De fem øvelser var: Tårntrappe-ræs med vægtskiver, trossevending på tid, stafet, fenderleg og fuld-gas-på-stepmaskinen.

Fokus var forskellig fra øvelse til øvelse, men når alle øvelserne var fuldført, havde alle de store muskelgrupper været brugt, pulsen havde været på max og samarbejdsevnen var blevet grundigt testet. Alt personel, der ikke var på vagt, mønstrede kl. 1300 i cafeteriet og blev inddelt i 5 hold med 6 gaster på hver.

Herefter startede alle holdene samtidig på hver sin post. Det gik ikke stille af sig. Der blev løbet, hevet, svedt, slidt og slæbt. For nogle kostede det et ekstra gensyn med frokosten, men en rigtig sømand giver sig jo ikke så let, så der blev kæmpet videre med oprejst pande og godt humør! Til slut blev vinderen hyldet i cafeteriet. De røde kinder vidnede om den store indsats, der var leveret, og dagen derpå blev beviserne endnu mere udtalte. Men gemt i beklagelserne over ømme stænger var der lune smil og et forstærket kammeratskab.

Idrætsudvalgets medlemmer havde endnu engang gjort et stort arbejde både før, under og efter dette togts Tour de Skib.

Idrætsofficeren, TRITON B