06-09-2010 - kl. 13:01
Kilde: Inspektionsskibet Triton.
Inspektionsskibet Triton gennemførte den 2. september 2010 en øvelse i ”hoist” af reddere med ATLANTIC AIRWAYS helikopter OSCAR YANKEE HOTEL SIERRA JULIET (OYHSJ). Hoist går ud på at hejse fra eller sætte personer af fra helikopteren med hejseapparat og stålwire. Det bruges f.eks. til at samle nødstedte op fra vandet eller fra et skib.

Atlantic Airways helikopter udfører hoist under øvelsen. Foto: Triton.
Øvelsens primære formål var at få trænet samarbejdet mellem helikopter og skib, og få øvet ATLANTICs nye redder. Triton havde desuden 3 reddere om bord, der også ønskede at træne samarbejdet med ATLANTIC. Der blev trænet single hoist, og Tritons reddere fik meget ud af øvelsen. De fik et indblik i hvordan hoist operationer foregår ved ATLANTIC, og dermed erfaring med procedurer der er anderledes end i det militære system.

Aktivitet på helikopterdækket af Triton under hoist øvelsen. Foto: Triton.
Der blev sat af og hejst fra OYHSJ to gange af alle reddere. Derefter måtte øvelsen desværre afbrydes på grund af opkommende tåge. Triton takker ATLANTIC HELICOPTERS for muligheden og er altid parat til at øve en anden gang.