Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
22. maj 2012

Indholdsområde

 
”Hjælp, det brænder om bord”  
KNUD RASMUSSENs indsatshold
KNUD RASMUSSENs røgdykkerhold på vej ned i det røgfyldte skib
Samarbejdsøvelse mellem VÆDDEREN og KNUD RASMUSSEN.
19-10-2010 - kl. 18:04

”Mayday, mayday, mayday - det brænder om bord - kom og hjælp os, det brænder - er der nogen der kan høre os!?” Sådan lød det over radioen ved Grønlands vestkyst.

Heldigvis var det kun en øvelse. Inspektionsskibet VÆDDEREN holdt øvelse  med inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN. VÆDDEREN skulle agere en coaster i nød med brand om bord i lasten, hvor en fra besætningen var spærret inde. Det vidste KNUD RASMUSSEN imidlertid ikke noget om – de vidste bare, at der skulle afholdes en fælles assistanceøvelse.

Efter øvelsesnødopkaldet var blevet sendt ud i æteren blev der prompte svaret fra KNUD RASMUSSEN. Den stærkt oprevne kaptajn på coasteren blev talt til ro, og de nødvendige oplysninger blev fremskaffet, således at KNUD RASMUSSEN kunne vurdere situation og klargøre til assistance til det nødstedte skib. Kort derefter dukkede inspektionsfartøjet op ved havaristen og assistanceholdet blev med KNUD RASMUSSENs gummibåd sendt over til det brændende skib.

Op af lodslejderen klatrede hele indsatsholdet, og brandslukningsudstyr blev hejst om bord. Og så gik brandslukningsindsatsen i gang. Hurtigt fik KNUD RASMUSSEN indsatsleder dannet sig et overblik over situationen, og et røgdykkerhold blev sendt ned i den brændende last for at slukke branden og redde det indespærrede besætningsmedlem ud. VÆDDEREN havde med skibets nye røgkanoner udlagt en tæt røg i den del af skibet, hvor øvelsen foregik, således at KNUD RASMUSSENs indsatshold ikke kunne se en hånd for sig.

Branden blev bekæmpet og den uheldige sømand blev reddet op – i dagens anledning i form af en dukke. VÆDDERENs skibslæge stod klar med spørgsmål til indsatsholdet, om hvordan ”dukken” skulle behandles for både det ene og det andet. Dukken overlevede, og har det i dag godt.

Denne gang var det heldigvis en øvelse – og heldigvis lå KNUD RASMUSSEN meget tæt på det nødstedte skib. Så heldig er man ikke altid i det nordatlantiske område! Men skulle uheldet være ude i det grønlandske område, så er inspektionsskibet VÆDDEREN og de to nye inspektionsfartøjer KNUD RASMUSSEN og EJNAR MIKKELSEN klar til at komme til assistance.

Brandpumpe tilrigges
KNUD RASMUSSENs indsatshold i gang med at få
startet en transportabel brandpumpe