Sejlads om bord på HMCS GOOSE BAY

En beretning fra livet ombord på et Canadisk skib.

Mens livet fortsatte ombord på inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN (KNUD), var det tid for mig at opleve 24 timer ombord på det canadiske skib HMCS GOOSE BAY. En tur jeg havde set meget frem til. Skibet havde jeg kun havde set fra broen og som et mål på radaren.

Turen startede med, at KNUDs ”Mand over bord”-båd  sørgede for transporten til det canadiske skib.

Jeg og to andre kom sikkert over til GOOSE BAY, hvor vi blev modtaget af skibets næstkommanderende (NK). Han viste os rundt på skibet og gennemgik det grej, de har ombord. Efter rundvisningen var det tid til en tur på broen, hvor jeg fik talt med officererne. De var venlige til at forklare om skibet og instrumenterne, hvilket sammenlignet med KNUD var få. På broen fik jeg oplyst, at de alle var i reserven (frivillige) og havde et arbejde ved siden af. Om eftermiddagen blev der holdt brandøvelse for de yngste officerer. Det var meget interessant at se, hvordan de løste opgaven.

Efter øvelsen tog de to andre tilbage til KNUD, mens jeg blev tilbage ombord. Jeg aftalte med NK, at jeg fik en brovagt med navigationsofficeren og en canadisk officerselev. Vagten var rolig, men alligevel spændende grundet ringe sigt pga. tåge. Det var spændende at opleve, hvordan de navigerede og opleve kommandoforholdene om bord. Vagten er meget forskellig fra det, som jeg var vant til om bord på KNUD RASMUSSEN. Ud over alderen på udstyret er den væsentligste forskel den, at man som vagtchef (navigatør) ikke må side ned under vagten!

Efter vagten tilbragte jeg nogen tid i officersmessen og så en film sammen med de andre officerer, inden det var tid til lidt søvn. Sovekammeret var indrettet i en 20 fods container.

Efter morgenvækning, var det tid til ”english breakfast”, og herefter tilbage til KNUD RASMUSSEN. Da sigten højst var 200 m, var det ikke muligt at sende ”mand over bord”-båden, så jeg måtte tålmodigt tilbringe mere tid om bord på GOOSE BAY. Tiden gik med endnu en film, mens tågehornet fortalte mig, at jeg ikke kom tilbage med det samme. Tid til mere snak på broen, og endelig fik KNUD RASMUSSEN lov til at sætte ”mand over bord”-båden. På agterdækket af GOOSE BAY sagde jeg farvel til mine nye venner (canadierne) og goddag til min kollega Madsen, som nu fik 24 timer om bord på HMCS GOOSE BAY. Det blev til en kort hilsen og jeg var på vej tilbage til "mit eget skib" og til en brovagt, som jeg havde listet mig udenom i 24 timer.




I dykkerklokken

Så var det tid for mig at tilbringe 24 timer om bord på det canadiske krigsskib GOOSE BAY.
Skibet er oprindeligt designet som en minerydder, men har et metalskrog og er derfor magnetisk. Da mange moderne miner udløses af magnetisme, er denne type skrog ikke længere optimal til denne type opgaver. Derfor operer GOOSE BAY nu som et dykkerskib, og har derfor fået monteret et trykkammer i stedet for minerydningsgrejet.

Skibet er bygget som et mindre containerskib, hvilket giver rig mulighed for at udskifte udstyret.

Min anviste soveplads var så i dette trykkammer - dog uden tryk. Dette var den eneste mulighed skibet havde, for at jeg ikke skulle dele lukaf med besætningen. Jeg har nok haft et forundret udtryk, da navigationsofficeren, der tog imod mig, viste mig min soveplads, og herefter gik ud på agterdækket og begyndte at åbne en container.

Da jeg havde pakket ud, var det blevet tid til at spise, mens vi spiste i officersmessen, blev der vist film (”True Lies” med Arnold Schwarzenegger). Det finder jeg meget illustrativt for den afslappede stemning, der eksisterede i messen.

Efter skafningen (spisning) gik jeg på siden ved en brandøvelse. På GOOSE BAY har de daglige brandøvelser for dæksfolkene og maskinhavariøvelser for maskinfolkene.

Stemningen var her noget anderledes end fem minutter tidligere. Officerseleverne, der tidligere havde taget gas på officererne, var nu i de overordnedes krydsild: ”Hvad vil du gøre hvis? - Hvor er? - Har du tænkt på? - Hvor lang tid tager?” etc. Det samme gjorde sig gældende, da jeg kom op på broen, for at følge en almindelig vagt. Her har canadierne en meget matematisk tilgang til eksempelvis problematikken ved sejlads i is. Chefen har naturligvis en stående ordre, som altid skal følges. I denne ordre er det beskrevet, hvor tæt skibet må gå på isbjerge uden chefens tilladelse. Til at følge dette benytter canadierne en del hovedregning, for at beregne den eksakte afvigelse fra kursen, i hvor lang tid den skal være og hvilken effekt, det giver til at undvige isbjerget. Så mildest talt var stemningen her heller ikke afslappet, som den var i messen, men derimod præget af en meget presset officerselev, som efter bedste evne prøvede at holde styr på is, kommunikation, bagvagt, næstkommanderende, position, kurs og hovedregning.

Som de sagde:” There is a time to have fun, and a time to be serious”.