06-10-2008 - kl. 09:51
Slutningen af september bød på afslutning af flere uddannelsesaktiviteter om bord. De tre kadetter forlod THETIS med mere end 100 brotimer hver, og der har været gennemført udcheckning af helikopterkontrolofficerer.
Et skib som THETIS har normalt en helikopter med på togt. Skibet har helikopterdæk, hangar og radar- og kommunikationssystemer m.m. til helikopterkontrol. Når en helikopter opererer til søs er det vigtigt, at den under alle forhold kan finde sit moderskib, og foretage en sikker landing.
Helikopteren klargøres |
På Søværnets Taktikkursus (TAK) uddanner man personel, der via radar, kommunikation og procedurer kan dirigere helikopteren til landing. TAK har simulator til rådighed, hvor det meste af uddannelsen foregår, men der skal også gennemføres minimum 5 timers helikopterkontrol til søs pr. elev.
Udcheckningen af helikopterkontrolofficerer foregår ved at instruktører fra TAK og eleverne kommer om bord og anvender skibets helikopter, udstyr og besætning. Der bliver således fløjet meget i den periode, hvor uddannelsen forløber. Denne gang var holdet på tre elever.
Når helikopteren flyver udgør den et radarekko, hvorved man kender dens position. Det er efterfølgende helikopterkontrolofficerens opgave meget præcist, at dirigere helikopteren mod skibet, således piloten til sidst får øje på helikopterlandingsdækket.
Normalt kan piloten se skibet på lang afstand, men hvis det pludseligt bliver tåget, er helikopterkontrol-officeren ham der afgør, at helikopteren rammer rigtigt. De tre elever var alle gode kontrollører, men en radarfejl, der ikke umiddelbart kunne repareres bevirkede dog, at de ikke fik afsluttet deres uddannelse om bord.
THETIS har også fået afprøvet sit artilleri. Skydning med 76 mm kanonen på fordækket forløb godt, og efterfølgende var der skydning med maskingeværer, således samtlige skytter fik opfrisket deres kunnen.

Klargøring til skydning |
Der blev afskudt lyskugler som sigtemål, og efterfølgende skulle skytterne forsøge at ramme dem. Når et let maskingevær og to tunge maskingeværer brager løs føler man sig sikker på et godt forsvar mod eventuelle angreb fra små hurtigtgående både.
I slutningen af september tog THETIS den danske stab om bord, som skal forestå dele af minerydningsoperationen på øvelse JOINT WARRIOR. De har benyttet tiden flittigt til at komme på plads i skibet, tage deres kommando- og briefingrum i brug samt påbegynde planlægningen af operationerne.
THETIS kommer i den forbindelse til at operere sammen med to minerydningsenheder på øvelsen. Øvelsen vil for THETIS vedkommende fokusere på at servicere denne stab, samt forsvare skibet mod de trusler, som indgår i scenariet, herunder flyangreb og angreb fra hurtigtgående speedbåde.
Endvidere får THETIS også mulighed for at øve forsyning af de to minerydningsenheder. Staben benytter denne øvelse til at få afprøvet THETIS som kommandoskib samt at få et overblik over eventuelle fejl og mangler ved kommandofaciliteterne, da THETIS skal være deres arbejdsplads i hele 2009, som kommandoskibet for NATO’s nordlige minerydningsstyrke.
Efter øvelse JOINT WARRIOR returnerer THETIS via et ophold på Orkney Øerne til Frederikshavn.