10-05-2010 - kl. 12:20
Af Presse- og Informationsofficer, 1. Brigade, PL Christina Jo Larsen.
Kompagniet har valgt at kaste brikkerne for en skydelejr op i luften og træner med utraditionelle metoder til deres kommende udsendelse.
Gruppen står helt stille klemt op af muren. De er anspændte, klar til at løbe frem når braget lyder. Døren sprænges og inden tilskueren har nået at registrerer, hvad der er sket, er gruppen allerede på vej ind gennem den sprængte dør.
- Grunden til vi træner bykamp nu her, er for at øve os selv i at kæmpe i uoverskueligt terræn. Lige som det vi møder i green zone i Helmand, fortæller kompagnichef kaptajn Michael Toft og fortsætter:
- Rationalet er, at hvis vi træner det sværeste nu, og får det meste ud af det, så bliver det nemmere for soldaterne at kæmpe ude i mere åbent terræn.

Braget har knap nok lagt sig, inden gruppen bevæger sig ind gennem den sprængte dør for at undersøge huset.
Green zone i Helmand er i sommerperioden et meget frugtbart og tæt bevokset område, der gør det svært for soldaterne at se langt og stiller store krav til, at hver enkelt soldat har styr på, hvilken vej geværet peger og hvem man sigter på. Ligesom i bykamp.
- Det er ret sjovt, når der sker noget som dette, siger gruppefører sergent Mads, der står og venter på, at han og hans gruppe kan komme til.
- Vi ved jo godt, at det ikke er noget, som vi kommer til at bruge til hverdag dernede. Kun i helt ekstreme tilfælde, men det er god øvelse i samarbejde og det ryster gruppen sammen.

Konstablerne Isabella og Bertel (begge bagerst) får
tilbagemelding på dagens skydning af deres delingsfører
mens kompagnichef kaptajn Michael Toft (med ryggen til) lytter med.
Stejl læringskurve
Bykampen i Brikby er bare et af de elementer, som kompagniet skal igennem. Længere nede i øvelsesterrænet står kompagniets infanterikampkøretøjer, der øver sig på at skyde præcist og hurtigt. De er netop gået i gang med de første skydninger, og har stadig en uge tilbage af øvelsen. Kompagniet har valgt at blive i Oksbøl weekenden over, for at kunne udnytte mulighederne i Oksbøl til fulde.
- Det er første gang, vi har så lang en sammenhængende skydeperiode. Det handler om at holde fokus, men jeg synes, jeg får mere ud af det, da ens læringskurve bliver meget stejl, fordi vi ikke bliver afbrudt midt i det hele, fortæller konstabel Isabella, der er skytte på en af infanterikampkøretøjerne (IKK). Sammen med hende er konstabel Bertel, der er kører på samme vogn.
- Jeg synes virkelig, at det er noget, som vi får rigtig meget ud af. Det er godt med den ekstra tid, supplere konstabel Bertel.
Udover bykamp og skydningerne med IKK, er der også ganske almindelig infanteritræning, hvor delingen skal kæmpe sig frem og tilbage udover et åbent område, for at øve deres samarbejde og procedure.
Kompagniet øver weekenden over for så at slå alle dele sammen fra søndag og de følgende dage. Øvelsens sidste dage bliver – med kompagnichefens ord – meget lærerig, når kompagniet ruller både infanteri, IKK, morter og finskytter ud til den helt store gennemførelse.

Det er både tungt og hårdt arbejde at skulle løbe i det knæhøje lyng,
men alt sammen god øvelse til den kommende udsendelse til Helmand.