Af OKS-1 J.S. Andersen

HOLSTEBRO: ”Jeg kan ikke mærke mine tæer,” siger han og smiler. Vi står i Borris. Vinden bider i ansigtet og øjnene løber i vand. De, der ikke skyder, hopper på stedet eller har sat sig ind i bilerne for at holde varmen. Da vi kørte ud af hovedvagten i Holstebro tidligere på ugen, viste termometeret minus ti, og det er bestemt ikke blevet varmere siden. Men alligevel sidder der et solidt smil på Birks læber. Blandingen af et vinterkoldt Danmark, og at jobbet som finskytte mest består i at ligge stille i lang tid, er tilsyneladende ikke noget, der påvirker humøret hos de otte elever.
De fryser og smiler alle sammen. 

At være finskytte er en blanding af alle de bedste ting ved soldaterlivet: En god riffel med en håndgribelig kaliber, en behagelig afstand, lidt vindteori til de kloge og en masse kravlen. Det er en snigertjans med ansvar.

Det kræver præcision og koncentration at ramme rigtigt første gang.

De otte ugers kursus kulminerede med Øvelse Esbjerg. Her skulle eleverne bruge alt, hvad de har lært, og kreativiteten var høj. I de fire dage øvelsen varede, blev parcelhushaver, DSB lagerbygninger og parkanlæg brugt som stillinger. Formiddagene gik med at sove på hjemmeværnsgården i udkanten af byen, og eftermiddagstimerne blev brugt til at planlægge. Og om aftenen var det af sted igen. Ud og ind i mørket.

Ud over den daglige tjeneste på skydebanen, i terrænet og i klasselokalet, havde kurset flere gange fint besøg. Oberst Lars Møller kiggede forbi under en skydeperiode i Borris, han holdt foredrag om kamppsykologi, bukkefeber og ikke mindst kampsport. Finskytterne fra Slagelse fortalte om deres erfaringer med ørken og Green Zone, og én af sniperne fra Jægerkorpset tog til Holstebro og viste grej og fortalte om den seneste tur til Afghanistan.

 Undervejs på kurset lærte eleverne at sløre sig og gå i et med terrænet.

Eleverne har skudt, kravlet, kigget og stirret, spist kage, syet ghilliesuit og produceret i spandevis af tomme hylstre. Det er blevet til over 50 konkurrencer mest i skydning, men også observation, afstandsbedømmelse, hukommelse, stalking og den klassiske find-fem-fejl er der blevet dystet i. Det har, kort sagt, handlet om de fire B’er, de tre stykker kage og de to støtteben. Og det er altid vigtigst at vinde! Det blev et tæt ræs, men oversergent Uffe König løb med den samlede sejr. 

Efter otte uger i hænderne på kursusleder og oversergent Hans Lundgaard, kunne alle eleverne kalde sig finskytter. Det grundlæggende er på plads, nu handler det om at blive endnu bedre.