08-12-2011 - kl. 12:16
Siden 1. april 2009 har to forsynere ved Combat Support Wing logistikcenter haft ansvaret for at pakke medicintasker til forsvarets flyvende ambulancer – de fire SAR helikoptere, som er placeret i henholdsvis Roskilde Lufthavn og på flyvestationerne i Aalborg, Skrydstrup og Karup.
- SAR beredskabet kunne ikke fungere uden os forsynere. Vi står bag hverdagens flyvende helte, fastslår materielassistent Per Pedersen.
Tidligere lå forsyningsopgaven hos en af forsvarets læger og en sygehjælper, som gjorde tjeneste ved infirmeriet på Flyvestation Karup, men da lægen gik på pension manglede forsvaret et par erfarne personer til at varetage administration og ikke mindst genbestilling af medicin på korrekt forsyningsmæssig vis. Det fandt de hos materielassistent Per Pedersen og flyveroverkonstabel Per Poulsen. Efter tre måneders oplæring fik de overdraget det fulde ansvar for medicintaskerne.
- Vi har over for flyvevåbnets stabslæge bevist, at han kan stole på os. Han har derfor givet os ansvaret for at skrive medicinrecepter, så vi til enhver tid kan køre til apoteket i Karup for at hente den nødvendige medicin til SAR-taskerne, fortæller Per Pedersen.
Fået styr på medicinen
Da de to forsynere overtog styringen af medicintaskerne, syntes de, at der manglede et system til at holde styr på taskernes indhold og udskiftning heraf. De gik derfor i gang med at udvikle to nye computerbaserede systemer.
Det ene system skulle styre taskernes indhold, så alle i SAR-beredskabet med få klik med musen kunne se, hvor alt i taskerne var, hvor meget der skulle være og hvilke numre tingene havde. Systemet har nu været i brug et stykke tid og er en stor hjælp for alle. Den ansvarlige SAR-læge kan nu med henvisning til systemet sige præcist, hvad der mangles, hvorefter de to forsynere kan sender den helt rigtige medicinpakke af sted til lægen.
Et andet system er netop færdigudviklet, og skal bruges til at føre kontrol med, hvilke af de udleverede medicintasker, der skal udskiftes, så forsynerne altid ved, hvornår de skal sende nye tasker til SAR-helikopterne.
- Med pc-systemet kan vi til enhver tid styr på blandt andet udløbsdatoerne på al det medicin, som vi har liggende i vores medicin-lager, forklarer Per Pedersen.

Per Poulsen gennemgår tasken indhold, mens Per Pedersen checker, at medicinpakkerne er fyldt helt op. (Fotograf: Jette Elkjær)
Nye udfordringer
Udover at have ansvaret for medicintaskerne og deres indhold til SAR-helikopterne, så er Per Poulsen og Per Pedersen også forsynere for 660 Squadron, Medical Center (MEDIC, red.).
- Det, vi laver som forsyner for MEDIC, er meget det samme som for SAR, og der er derfor en stor synergieffekt ved at have ansvaret for begge områder, mener Per Poulsen.
Han kan derfor sagtens se en idé i, at de også med tiden får
ansvaret for forsyningen af medicintasker til de skibsbaserede helikoptere, som hører hjemme ved Helicopter Wing Karup.
De to forsynere er også blevet inddraget i en ny og spændende opgave med at udvikle et koncept for ”Medical Emergency Response Teams” (MERT), som er evakuering af såret personel med fly fra en igangværende kampzone. Her har de ansvaret for at udvikle et koncept for indkøb af medicin og materiel til de udsendte teams.