Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
FLVCSW
fsvlogo
23. maj 2012

Indholdsområde

 
Valgkrydset er sat - i Helmand 
OMLT: Udsendte soldater skal også kunne stemme til folketingsvalget, og derfor blev chefens kontor inddraget til valglokale for en dag.
19-09-2011 - kl. 10:48
Af Henrik, OMLT Hold VI, Helmand
Når hele Danmark går til valg den 15. september, har Flyvevåbnets rådgivere på Operational Mentoring and Liaison Team Hold 6 (OMLT) og de andre danske soldater i Camp Tombstone for længst sat deres krydser. OMLT afholdt nemlig valg i sine egne lokaler den 30. august, så stemmerne kunne nå hjem til optælling i Danmark. Selve valghandlingen foregik på holdets chef, oberstløjtnant Lars Nielsens kontor, som i dagens anledning var blevet til valglokale.


Stemmeboks ved OMLT
OMLT's sanitetsmand orienterer sig på partilisten, inden han sætter sit kryds. (Foto: OMLT)
 

Her kunne man studere listen med valgbare partier og deres partibogstaver, og så sætte sit kryds. Man kunne principielt godt stemme personligt, men opstillingslisterne blev først offentliggjort den 7. september, så det vanskeliggjorde det.

Når så de personlige oplysninger var udfyldt og konvolutten lukket, blev brevene samlet sammen, emballeret forsvarligt – og sendt hjem til Danmark, hvor de fordeles og optælles som alle andre stemmer.

Stemmerne samles
Valgleder, oberstløjtnant Lars Nielsen, og valgtilforordnet, seniorsergent Kim, gør klar til valget. (Foto: OMLT)


Valgaften sammen med afghanske tolke
På selve valgdagen har OMLT opgaver som på alle andre dage. Da valget falder på en torsdag, ligger valgaftenen på afghanernes friaften. I Afghanistan er fredagen nemlig forbeholdt bøn og hvile, så torsdag eftermiddag og aften bruger afghanerne næsten som vi i Danmark bruger vores fredag: Dels slutter arbejdsdagen tidligt, og dels holder de fleste fri fra arbejde dagen efter.

Og det passer jo perfekt. På grund af tidsforskellen starter og slutter valgaftenen ret sent hernede (om sommeren er afghansk tid 2 ½ time foran dansk tid – så når klokken er eksempelvis 20.00 i Danmark, er den 22.30 i Helmand). Så torsdag er i forvejen en dag, hvor man kan gå sent i seng, fordi man kan sove lidt længere om fredagen.

Vi har derfor også planlagt en rigtig hyggeaften. Først griller vi fra OMLT med de tolke, som arbejder for os, og med de andre danskere, som bor i Tombstone-lejren. Når så grillen er ved at ose af - og middagen skal fordøjes - sætter vi os ind til projektoren og storskærmen, som er koblet til TV2, og her følger vi valgaftenen med spænding.

Vi laver også et prøvevalg, så vi kan se, hvilken regering OMLT’s stemmer ville pege i retning af – men den holder vi for os selv.

Hav et godt valg. De bedste hilsener fra OMLT Hold VI i Helmand.