I perioden 9. til 23. september afholdes øvelse DANEX 2005 i danske farvande.
Øvelsen, der er planlagt af Søværnets Taktiske Stab, har deltagelse af 15 nationer fordelt på 56 skibe, fly og helikoptere samt myndigheder og stabe i land.
DANEX, som er en årlig dansk øvelse, har til formål at træne og forbedre skibes, stabes og besætningers træningsniveau indenfor de traditionelle militære discipliner. Hertil kommer træning i fredsbevarende operationer, såsom eskortering af handelsskibe, evakuering af folk fra land, kontrol af handelsskibe – herunder eventuelt boarding - for at undersøge om deres skibspapirer og last er i overensstemmelse med de øvelsesmæssige embargorestriktioner.
Øvelsen er bygget op om et fiktivt scenario og opdelt i 4 faser.
Fase 1 er et havneophold i perioden 9. - 12. september. Med det store antal deltagende skibe er de fordelt i henholdsvis København og Gdynia i Polen.
I Gdynia vil skibene fra Standing NATO Response Force Maritime Group 1, tidligere kendt som den ”Stående Atlanterhavsstyrke”, opholde sig.
Danske, norske og tyske skibe samt Standing NATO Response Force Mine Countermeasures Group 1, kan opleves i København. Der vil være åbent skib på en stor del af skibene, heriblandt på søværnets nye store Fleksible Støtteskib ABSALON.
Programmet for skibe og besætninger i weekenden vil bl.a. være forberedelse til den forestående øvelse, sportsbegivenheder besætningerne imellem og deltagelse i højmessen i Holmens Kirke inkl. kirkemarch søndag. Søndag morgen marcherer således en meget stor del af besætningerne fra Toldboden til Holmens Kirke og retur efter endt gudstjeneste.
Fase 2 er perioden, hvor de generelle militære discipliner trænes. Der vil blive afholdt skydeøvelser ved Sjællands Odde, jagtet ubåde omkring Bornholm og ledt efter øvelsesminer ved Samsø. Kattegat, Store Bælt og farvandet omkring Bornholm vil blive sejlet tyndt i denne fase.
Fase 3 er en overgangsfase, hvor de enkelte skibe, besætninger og stabe forbereder sig til den fiktive scenario drevne fase. Den ene halvdel vil starte i Kattegat og den anden ved Bornholm.
Fase 4 er som tidligere nævnt baseret på et fiktivt scenario. Skibene opdeles i 2 store styrker. Den ene halvdel repræsenterer NATO, som er kommet til området på et FN mandat, og den anden repræsenterer en ”Northlandia” styrke, en regional stormagt med store økonomiske interesser i området.
Kort over området, beskrivelse af landene og odvilingen i området de sidste tre år kan læses under Scenarie.