Af Signe Fledelius, marinekonstabel kampinformation, HDMS VIBEN

En fiskekutter, et handelsskib eller måske en sejlbåd med familien Danmark, der nyder en torsdag eftermiddag på Storebælt. Et ekko kan være så mange ting. Uskyldige ting.

På VIBEN ved vi imidlertid bedre. Vi ved bedre, fordi scenariet er ikke ubekendt for os. En speedbåd kan det ene øjeblik ligge stille, vippende på bølgerne, med fiskestangen lænet ud over siden, og i det næste tonse direkte imod dig med 40 knob, sprængfyldt med urene intentioner.

Heldigvis er dette ikke live action - men en øvelse.
I VIBENs styrehus er spændingen stor og koncentrationen på højeste blus.

TACEX (taktisk øvelse), en af de store serials under øvelsen, er blevet skudt i gang for nogle timer siden, og der forventes angreb fra luften samt fra andre overflade enheder.

Vi er REDLAND, en sammensmeltning af danske, tyske, norske og hollandske enheder. Vores ”fjende” er BROWNLAND, ligeledes en blanding af skibe og fly fra forskellige NATO-lande.

Ekkoet, der forsvandt bag Sprogø, er så klart mistænkt for at være en mistænkt. Bare fordi det er en øvelse, betyder det ikke, at man slapper mere af. Tværtimod.

Her er alle klar til at være klar. Udkiggen holder skarpt øje med Sprogø. Hvis den mistænkte båd skulle dukke frem igen, vil VIBEN være klar til kamp.

Der sker imidlertid ingenting. Båden er åbenbart kommet på bedre tanker. Vi varskoer den øvrige styrke om den mulige trussel og fortsætter sydpå - under Storebæltsbroen.

Der dukker et rødt spor op på min radarskærm. Rødt er lig med ballade. Syd for vores position bevæger et ekko sig med faretruende hastighed imod os. En mistænkt nummer 2 er identificeret.

Næsten i samme øjeblik, kommer båden bag Sprogø frem fra sit skjulested med kursen direkte mod VIBEN. Udkiggen genkender båden som en fjende.

Chefen beordrer et Warn-off.- en advarsel, der stort set betyder: HOLD AFSTAND! (eller bliv sænket).
Den fjendtlige båd fatter hurtigt pointen og sætter kursen nordpå.

Jeg vender min opmærksomhed imod mistænkte nr. 2, der ufortrødent styrer imod os. Krigen er i gang, og det kan mærkes på alle.
Informationer, ordrer og tilråb flyver igennem styrehuset og operationsrummet. Skibet krænger og noget tungt ryger på dørken (gulvet). 7 forskellige stemmer råber i munden på hinanden.
Det hele virker sikkert - på udefrakommende - som et stort, vanvittigt gedemarked. 

Det syntes Jeg i hvert fald det var i starten. Men det underlige er, at midt i dette kaos hersker en orden som hver konstabel, sergent eller officer har erhvervet igennem utallige øvelser, præcis som DANEX, og som gør den enkelte i stand til at udføre sit arbejde efter rutinen, som vi jo især på Søværnets skibe er så afhængige af.

Den mistænkte syd for VIBEN er identificeret som en fjendtlig enhed.
Chefen beordrer endnu et Warn-off, denne gang uden positiv respons. I sådanne tilfælde er der ikke rigtigt andet at gøre end at forsvare sin styrke og åbne ilden. Og som sagt så gjort.

Chef VIBEN giver ordre til at sende et fiktivt missil mod den nærgående fjende. Missilet rammer plet og fjenden er pacificeret. Vi ånder lettet op. I hvert fald indtil videre.

Senere på aftenen angriber BROWNLAND fra luften.
Helikoptere og Fly nærmer sig REDLAND-styrken fra alle sider.
VIBEN engagerer flere luftmål med henholdsvis missiler og kanon. Hver gang en succes.

Ved midnat bliver TACEX afblæst. Tolv timers intensiv søkrig er ovre, og skibene sejler hver til sit og påbegynder forberedelsen til næste serial.

I VIBENs Styrehus begynder de trætte krigere så småt at aftage sig deres klartskibs grej og gas-dragter. Man nyder en kop mokka og diskuterer slagets gang.

Alt i alt syntes besætningen godt tilfredse med forløbet.
Men vi ved udmærket, at sådan går det ikke hver gang.
Det er en krig, og nogen skal jo tabe – det accepterer vi.
Bare så længe det ikke er os.