29-08-2007 - kl. 19:21
Tekst og foto: PL-R Michael Linden-Vørnle
En bus fuld af mennesker ruller ind på Eskesgård, men der er tydeligvis ikke tale om en turistudflugt. Bussen er ledsaget af terrængående køretøjer med bevæbnede soldater og området omkring gården summer af militær aktivitet. En evakueringsoperation er i gang for at redde borgere fra EU og NATO fra den tilspidsede situation på øen Bonnie Island. Flere krigsskibe ligger ud for kysten klar til at tage de evakuerede om bord.
Selvom situationen virker meget realistisk, er evakueringen kun en øvelse – en del af den årlige DANEX-flådeøvelse. En evakueringsøvelse er på programmet hvert år. Da søværnet jævnligt har skibe med i internationale flådestyrker, er det vigtigt at træne evakueringsoperationer. En sådan styrke kan nemlig blive brugt til at gennemføre en evakuering fra et kriseramt område, og så er det afgørende at være velforberedt.
Under øvelsen er Esksesgård på Raghammer Odde øvelsesområde på Bornholm omdannet til evakueringscenter, hvor de evakuerede bliver kontrolleret inden de kommer ud til skibene. Først bliver de visiteret for at forhindre våben og andre ubehageligheder i at komme med. Marineoverkonstabel Signe Fledelius er den af dem, der visiterer de kvinder, der ankommer til centret.
– Vi skal finde ud af om de har våben med. Indtil videre har vi kun fundet knive og ikke noget mere alvorligt. Indtil nu forløber det godt, siger Signe Fledelius. Til daglig er hun kampinformationsgast på korvetten PETER TORDENSKIOLD, men under dages øvelse arbejder hun sammen med militærpolitiet, for at tage sig af de kvindelige ”kunder”.
|

Ved registreringen skal folks identitet
fastslås. Marineoverkonstabel Kasper
Schneider interviewer en evakueret.
|
Efter visiteringen bliver de evakuerede registreret for at fastslå hvem de er og om de overhovedet er berettiget til at blive evakueret. Også her spiller militærpolitiet en vigtig rolle ved at gennemføre korte interviews for at få styr på hver persons identitet og tilhørsforhold. Marineoverkonstabel Kasper Schneider fra militærpolitiet er en af folkene, der tager sig af registreringen.
– Det er vores opgave at finde ud af hvem folk er. Vi udfylder et skema med deres personlige data og tjekker deres legitimation – fx deres pas. Hvis ikke de har nogen legitimation, må vi vurdere om de virker troværdige, forklarer Kasper Schneider.