09-09-2007 - kl. 19:30
Tekst og foto: Major Michael Christiansen, SPAO DATG
I år har logistikken haft en fremtrædende rolle i gennemførelsen af øvelsen. Logistikcellen i STS består af orlogskaptajn John M. Nielsen, kaptajnløjtnant Morten L. Overgaard og seniorsergent SSG Hans Wassard Larsen. For dem har øvelsen været en lang travl periode med mange små og store udfordringer.
Logistikkernes primære opgave er holde chefen for STS, flotilleadmiral Palle Cortes, orienteret om styrkens materielle status og formåen. Da STS også er øvelseschef, giver det opgaven for logistikcellen et ekstra aspekt.
- Det gælder om at holde skibene sejlende, så alle deltagere får mest muligt ud af den forholdsvis begrænsede tid, der er til rådighed, forklarer seniorsergent Hans Wassard Larsen. Han gennemfører sin femte DANEX-øvelse i logistikcellen.
Flere af de danske skibe er på vandet efter en længere værftsperiode, mens støtteskibet ABSALON har gennemført et meget intensivt testprogram under DANEX 07. Det har krævet en del logistisk støtte. Mest i øvelsens første fase. Som øvelsen er skredet frem, er behovet for støtte til skibene faldet i intensitet.
- Det er et helt normalt forløb. Tingene stabiliserer sig efter kort tid på søen, når alle systemer er kommet op at køre, fortæller orlogskaptajn John M. Nielsen. Han er på tredje år sektionschef for logistikcellen i STS.
Logistikcellen kan trække på megen støtte i land. Her kan den såkaldte FLS – Forward Logistic Site - levere teknikere, reservedele og transport. FLS er døgnbemandet.
- Dette fungerer akkurat på samme måde, som en maritim styrke vil blive støttet under en international opgave. Det samarbejde, vi har haft med FLS under DANEX 07, har været rigtig godt, lyder det fra logistikofficer, kaptajnløjtnant Morten L. Overgaard. Der et hans første DANEX-øvelse med medlem af STS.
Øvelsen er lige gået ind i sin tredje uge. Derfor er det relevant at spørge logistikkerne, om de er ved at være trætte. Her er det imidlertid ingen tøven at spore.
- Vi er altid klar til nye udfordringer. DANEX-øvelsen er for os den bedste måde at øve sig til en evt. kommende international opgave, lyder det samstemmende fra de tre.