19-11-2009 kl. 10:02
Af kaptajn Janus von Platen-Hallermund, næstkommanderende ved NSE/KFOR
Det Nationale Støtteelement i Kosovo (NSE/KFOR) hold 21 er nu halvvejs gennem missionen, hvilket giver anledning til at gøre status på enhedens indsats de sidste tre måneder. Nu kan denne status jo ikke undgå at blive subjektiv, da det er os selv, der skriver dette nyhedsbrev, men skal man tro vores egen mavefornemmelse og tilbagemeldingerne fra nationale og internationale samarbejdspartnere, så går det faktisk ikke så ringe endda. Især enhedens unge konstabler og befalingsmænd er i en imponerende grad vokset med opgaven, og flere overstiger klart de forventninger, man kan have til unge og uerfarne konstabler og befalingsmænd. Denne udvikling sammenholdt med en stabil og solid indsats blandt enhedens mere erfarne eksperter gør, at enheden med tilfredshed kan se tilbage på de sidste tre måneders arbejde.
Forsvarsministeren kom på besøg
I den seneste måneds tid har der været et konstant flow af besøgende i Camp Olaf Rye (COR). Her kan bl.a. nævnes RECCE besøg i f.m. lejrflytningen og redeployeringen af materiel, diverse kontrolbesøg fra skoler og centrale tjenester og besøg fra regimentschefer (herunder chefen for Det Danske Internationale Logistik Center). Dog tiltrak besøget fra forsvarsminister Søren Gade og hans følge fra Forsvarskommandoen, Hærens Operative Kommando, Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget sig dog størst opmærksom blandt alle de mange besøg. Ved VIP besøg som dette har NSE en rolle at spille. Det er nemlig terminalfolkenes opgave at sørge for koordineringen med lufthavnen omkring adgang til faciliteter og tilladelser, samt stå for den praktiske håndtering af VIP’en med følge i lufthavnen. Til trods for at dette besøg var terminalholdets første opgave som VIP handlere, så forløb alt planmæssigt, og der var smil og tilfredshed hele vejen rundt. Man kan heller ikke tillade sig andet, når en helikopter bestilt til kl. 20.40 lander præcis kl. 20.40.00 på det aftalte sted - så er det en ren fornøjelse at stå for koordineringen.
Ministeren var kun i Kosovo i omkring 24 timer, men alligevel fik han tid til at holde en fælles orientering for alle danske soldater i COR samt snuppe en øl og en hyggesnak i messen efterfølgende.

Terminalholdet sørger for faciliteterne ved VIP transporter i Pristina lufthavn
Meget våd og succesfuld NSE march
NSE/KFOR hold 21 har naturligvis valgt at følge op på den stolte NSE march tradition. Således gennemførte enheden den første af to NSE marcher den 8. november i silende regnvejr i området omkring COR. Over 200 deltagere fra omkring 10 forskellige nationer deltog i den hårde march på 22,5 km i hårdt bjergrigt terræn. Trods strabadserne og det uvenlige november vejr kom alle i mål med et smil på læben og udtrykte tilfredshed med den hårde, spændende og flotte rute. Planlægningen og gennemførelsen af NSE marchen har været en fælles opgave for mange personer i NSE, og denne opgave har udover gennemførelsen af en succesfuld march betydet, at vores ellers til tider fragmenterede enhed fik en spændende opgave at samarbejde om.
NSE gennemfører d. 29. november den anden NSE march, og også her forventes mere end 200 deltagere fra hele Kosovo – både militære og civile samarbejdspartnere. Overskuddet fra NSE og DANCON marcherne går primært til velgørenhed, og sekundært til sociale aktiviteter internt i DANCON – eksempelvis afslutningsfesten i Danmark til februar.

NSE stillede hele 10 ud af 19 mand til start ved NSE marchen – selv vores estandard
gennemførte den hårde march

Ruten bestod nogle steder af flod i stedet for vej!
Udskiftning af personel ved NSE’et
Halvvejs i missionen betyder også et farvel til to af NSE mest afholdte og behagelige medarbejdere. Vores kommandobefalingsmand, seniorsergent Ove Sandholdt tager hjem efter seks måneder i Kosovo, hvoraf de tre første måneders tjeneste blev gennemført i samme stilling på hold 20. Ove er en meget vellidt, varm og loyal medarbejder, og vi kan med sikkerhed sige, at han uden tvivl vil blive savnet både internt i NSE samt blandt hans samarbejdspartnere ved Den Danske Bataljon. Held og lykke med de værnepligtige hjemme i Slagelse Ove!
Ligeledes må NSE d. 4. december tage afsked med vores eneste civile islæt, nemlig vores regnskabsmedarbejder Mette V. Mikkelsen. Mette er faldet utroligt hurtigt og godt til ind i vores lille enhed (hun ankom 2 uger efter resten af NSE i august), og det har været en fornøjelse at have en så kompetent og elskværdig person blandt os så længe. Også rigtig god vind til dig fremover Mette - FRT skal være glade for at have dig!
Det skal dog endelige lige nævnes, at både Ove og Mette naturligvis vil blive afløst, og NSE siger med stor spænding og forventning frem til at velkomme deres afløsere i vores enhed.
 |
|
 |
Kommandobefalingsmand Ove Sandholdt
tager hjem efter 6 måneder i Kosovo |
|
Mette V. Mikkelsen - Vores meget afholdte
regnskabsmedarbejder – skal desværre allerede
hjem til Hjørring 4. december |
Et kig i krystalkuglen
Der bliver gisnet og spekuleret en hel del blandt de danske KFOR soldater for tiden, hvilket primært skyldes den kommende organisationsændring og lejrflytningen til den franske Camp Novo Selo. NSE forsøger ikke at ride med på bølgen af rygtespredninger, men i stedet vil vi her afslutningsvis kort komme med vores forventninger til de overordnede rammer for de kommende måneder for NSE, hvilket er i tråd med det danske kontingents samlede flytteplan.
I uge 47 forventes depotet ved NSE at flytte deres containere til Novo Selo. I uge 48 og 49 skal alle NSE nye kontorcontainere flyttes fra COR og klargøres med intranet , internet og telefon kabling, hvorefter vi forventer at flytte vores arbejdspladser fra ultimo uge 49 til medio uge 50. Ligeledes forventer vi at flytte vores indkvartering i denne periode, således at NSE i vores nuværende organisation kan melde klar i Novo Selo senest i slutningen af uge 50. Dette er selvfølgelig kun vores forventning til processen, men som vi alle ved, går tingene sjældent præcis, som præsten prædiker. Det vigtigste er dog, at vi er klar på udfordringen, og hvornår vi så løser de forskellige opgaver i tid og rum, er derfor ikke så afgørende.
Hav det rigtig godt derhjemme. Vi giver jer med garanti en spændende opdatering på vores flytning i det næste nyhedsbrev – som forhåbentlig bliver skrevet i Novo Selo!