Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvaret
23. maj 2012

Indholdsområde

 
Indvielse af Varde Kasernes nye vartegn 
Fredag d. 2. december 2005 blev Varde Kasernes nye vartegn "De Røde Kanoner" indviet ved afgivelse af Dansk Løsen. Betjeningsmandskabet var iklædt gamle uniformer fra 1848.
03-12-2005 - kl. 17:46

Indvielsen af Varde Kasernes nye vartegn, "De Røde Kanoner" var selvfølgelig dagens hovedattraktion, men udover dette var der også navngivning af nye områder på kasernen og fremvisning af den nyrenoverede hovedvagt.
Chefen for Danske Artilleriregiment, oberst W.P. Kahles tale bringes i fuld længde suppleret med billeder fra dagen:
 

Goddag og hjertelig velkommen til vores lidt specielle arrangement i dag. Det er en glæde at så mange har reflekteret positivt på vores invitation.
Der er flere årsager til at vi har inviteret til dette arrangement. For det første vil vi gerne markere, at alt det praktiske i forbindelse med sammenlægningen af Kongens Artilleriregiment fra Sjælsmark Kaserne og regimentet her i Varde nu er afsluttet. Herefter vil vi gerne afsløre Varde Kasernes nye vartegn og endeligt vil vi gerne fremvise vores nyrenoverede vagtbygning. Og efter det udendørs trækker vi indendørs til en lille reception i vores Parolesal.

I forbindelsen med nedlæggelsen af Sjælsmark Kaserne og sammendragningen af alt artilleri her i Varde har det været os meget magtpålæggende at bevare artilleriets historie, og at de bedste historiske genstande fra alle tidligere regimenter kom her til Varde. Varde Kaserne er nu den eneste tilbageværende artillerikaserne i Danmark, og derfor er det vigtigt, at vi her har klenodier og navne, som minder de ansatte om, at vi har rødder mange steder i landet.
I forbindelse med det forrige forsvarsforlig, hvor det blev besluttet at udvide Varde Kaserne, blev dette område, som vi nu står i, etableret. Alle Vardensere ved, at Varde Å ved højvande og kraftig regn kan gå over side bredder. Derfor er det vigtigt, at tilløb af regnvand til åen kan reguleres. Der opsamles rigtig meget regnvand på Varde Kaserne, og for at alt dette ikke skal løbe ud i Varde Å på en gang, blev dette regnevandsbassin etableret. I dag er der kun vand i søen, men ved kraftigt regnvejr løber vandet helt hen til voldene i baggrunden. Området, som også huser vores Mindelund for faldne artillerister og vores nye kunstværk Shadowline, har aldrig fået et navn, men en af vores unge officerer fik derfor den ide at kalde søen for Sjælsø og det grønne område for Sjælsmark. På den måde fik vi også navnemæssigt en del af Sjælsmark Kaserne placeret her på Varde Kaserne. Vi er mange som synes, at ideen er rigtig god, og jeg vil godt benytte lejligheden til at honorere kaptajn Risvig for hans forslag med to flasker rødvin doneret af det nu lukkede Kongens Artilleriregiment. 

På Sjælsmark Kaserne var det en tradition, at de værnepligtige enheder ved hjemsendelse plantede et træ på kasernen. I de senere år har enhederne plantet japanske kirsebærtræer i en allé. Vi vil gerne bevare nogle af disse træer for eftertiden, og derfor blev alle kirsebærtræerne flyttet til det nye Sjælsmark her på Varde Kaserne, og I kan se alle træerne på volden i baggrunden. Med disse ord navngiver jeg hermed søen Sjælsø og området for Sjælsmark.


Oberst W.P. Kahle overrækker gave til kaptajn Kim Risvig for hans forslag til navngivning. 
Bag obersten kan man svagt ane Sjælsø og Sjælsmark og oppe på volden står de nye kirsebærtræer.
 
Som jeg nævnte lige før så forsøger vi at samle alle artilleriets klenodier her på kasernen. Da Skive Kaserne var en artillerikaserne stod disse to kanoner foran kasernens hovedindgang. Kanonerne er 12 punds kanoner støbt i 1767 på Classens Kanonstøberi i Frederiksværk. Kanonsystemet benævnes ”Karl af Hessens system”, navngivet efter prins Karl, som blev chef for artilleriet i 1766. Bronzerørene er de samme som findes på Kronborg, og som regimentet skød salut med i forbindelse med prinsefødselen i oktober. Indtil 1984 lå de to bronzerør på uanselige træklodser, men i forbindelse med artilleriets 300 års fødselsdag blev der med støtte fra lokale virksomheder i Skive fremstillet to kopier af fæstningslavetter fra 1766, som formentlig var de første lavetter, der blev anvendt til kanonerne. Lavetterne er malet i de Oldenborgske farver, hvor rød er den fremherskende farve, og derfor benævnes kanonerne også ”De Røde Kanoner”. Under Napoleonskrigene deltog kanonsystemet i 1801 i besættelsen af Hamburg. Kanonerne deltog også i krigen i 1848, og de var i 1864 indsat på Dybbølskanserne. 
Da artilleriet fra Skive i år 2000 flyttede til Varde, blev kanonerne flyttet til en mindre hæderkronet plads på Skive Kaserne. Da de endelig kom til Varde for et halvt år siden, trængte de til en stor istandsættelse, og den er blevet udført til en favørpris af to af kasernes loyale håndværkerfirmaer.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Phønix Maskinsnedkeri for veludført snedkerarbejde og malerfirmet Svendlund og Arp for et smukt udført malerarbejde. Der skal også lyde en stor tak til entreprenørfirmaet Max Mathiesen og Søn samt til elinstallatør C. Erichsen og Søn, fordi de så hurtigt kunne udføre brolægger- og belysningsarbejde til kanonerne.
”De Røde Kanoner” vil fra i dag være Varde Kasernes officielle vartegn, og den bedste måde vi kan markere det på er at skyde ”Dansk Løsen”, som er tre skud efter hinanden med seks sekunders mellemrum. Før radiokommunikationens opståen var det bl.a. måden hvormed danske skibe og kystartilleriet bekendtgjorde overfor hinanden, at de havde fredelige hensigter. I dag anvendes Dansk Løsen som en hædersbevisning i Søværnet og i artilleriet.  I dagens anledning har vi iklædt betjeningspersonellet i gamle uniformer fra 1848.


Her ses Dansk Løsen kommandøren seniorsergent Jørgen Bonne i sin flotte uniform fra 1848.


Kaptajn Bjarne Hansen orienterer om den nyrenoverede hovedvagt.