13-12-2005 - kl. 16:16
Medierne har igen fattet interesse for de Hashkontrakter der er indgået med værnepligtige på Varde Kaserne. Tidligere blev værnepligtige der indrømmede en hashmisbrug på mødetidspunktet kasseret og hjemsendt.
Chefen for Danske Artilleriregiment oberst W.P. Kahle fandt det meget uhensigtsmæssigt og spild af ressourcer. I samarbejde med kasernens overlæge blev begrebet Hashkontrakter opfundet. I korte træk går det ud på, at de som indrømmede et hashmisbrug blev tilbudt en kontrakt om at få lov til at fortsætte værnepligten. Forudsætninger var, at de forblev stoffri. Kontrakten gav ligeledes regimentet mulighed for at gennemføre en uvarslet urintest for at konstatere om kontrakten blev overholdt. Erfaringerne fra første hold værnepligtige kan læses her: Klik her.
På baggrund af et interview med Radio Syd omhandlende status i kontrakterne blussede pressens interesse for udviklingen op igen. Mandag d. 12. december 2005 blev der bl.a. bragt et indslag i TV avisen (se indslaget her).
De skrevne medier var også på banen, bl.a. med et par meget positive artikler i Jydske Vestkysten.
Varde Kaserne er meget glade for mediernes interesse. Til almindelig orientering kan det oplyses, at der på sidste hold værnepligtige (i perioden august - december 2005) blev indgået 20 Hashkontrakter. Alle 20 overholdt kontrakten, og var efter de 4½ måneders værnepligt stoffri.
Det er vi faktisk ret stolte over.
Relaterede historier:
Forsvaret afvænner misbrugere.
Forsvaret undersøger misbrugsvaner