Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvaret
23. maj 2012

Indholdsområde

 
En hilsen fra Irak 
Chefen for Danske Artilleriregiment og Hærens Ildstøtteskole har sendt en hilsen hjem fra Irak.
11-10-2007 - kl. 13:57

Chefen for Danske Artilleriregiment og Hærens Ildstøtteskole oberst Werner P. Kahle er for øjeblikket tjenestegørende i Irak som deputy commanding general ved CMATT i Bagdad. Han har sendt et ”midtvejsbrev” hjem til regiment og skole. Læs hans ”midtvejsbrev” og se de helt fantastiske billeder. 

Kære alle.

Nu har jeg været hernede i mere end halvdelen af tiden, så det er vist på tide, at I alle får en opdatering. Tiden går hurtigt, og den ene dag tager den anden, selvom det en gang imellem er lange timer på kontoret. Når vi nogle dage ikke har udgående aktivitet, så er 14 timer på et kontor lang tid, selvom der er noget at lave. Den øverste ledelse har da også indset, at medarbejderne mistrives og ikke kan klare så lang en arbejdstid 7 dage om ugen, og derfor er alle blevet tildelt en hel fridag efter eget valg.

Udviklingen hernede går langsomt i den rigtige retning, og jeg forbavses igen og igen over den amerikanske generøsitet, de pumper virkelig mange penge ind i genopbygningen af Irak, langt mere end hvad de ødelagde for under krigen. Men det er nu også min fornemmelse, at pengekassen er ved at blive lukket i, selv en storøkonomi har sine begrænsninger, men heldigvis er den irakiske økonomi i fremgang, og Irak er i stand til at betale mere og mere selv. Det er også sikkert, at amerikanerne vil begynde at trække soldater ud af Irak, vi skal således skære 20% af US-bemandingen her i hovedkvarteret. Koalitionens positioner bliver ikke beskåret, dog står det de bidragydende lande frit at trække personel hjem, hvilket politisk set nok vil være et forkert signal at sende i den nuværende situation. Min afløser er blevet varslet, så Danmark har ikke tænkt sig at reducere hernede, tværtimod. For når jeg rejser tilbage til Bagdad i november medbringer jeg en militær tolk, som skal arbejde i min division, og det ser vi alle meget frem til. Vi har i dag civile irakiske tolke, og selv om flere af dem er gode, så kender de ikke militær terminologi. For fire uger siden blev en af vores unge irakiske tolke kidnappet, og blev senere fundet myrdet i Bagdad, så selvom her for tiden er mere roligt end tidligere, så sker her stadig mange grusomheder.

Flere gange om ugen kan vi også høre eksplosioner fra bilbomber, som detonerer et eller andet sted i Bagdad. Så det er trods alt ikke ufarligt at være hernede, det mærkede jeg også for ca. fem uger siden, hvor min helikopter blev ramt, og vi måtte nødlande. Det viste sig at være en bilbombe, som sprang i udkanten af Bagdad, lige som vi fløj over i lav højde. Et sprængstykke ramte lige ved side af, hvor jeg sad, og jeg kunne tydeligt høre smældet. Vi fik dog kun en lille bule og kunne fortsætte uden problemer, men alligevel en påmindelse om, at vi er i en krigszone, og at det ikke er for sjovt. 

Vejret er stadig strålende, selvom der er begyndt at komme skyer på himmelen, vi har dog endnu ikke fået regn. Temperaturen er så småt for nedadgående, og nu svinger den omkring de 35 - 40 grader, ikke den stor forandring om dagen, men om natten er det blevet noget køligere, og desuden er dagene også begyndt at blive kortere. Beskydningen af vores zone er taget meget af den sidste måned, så general Petraeus udmelding til den amerikanske kongres om en bedring i sikkerhedssituationen er berettiget. Selvom de daglige tabstal stadig er for høje, så er de dog faldende i hele landet. Al Queda er trængt, og vi håber at denne positive udvikling også fortsætter under Ramadanen, som startede i midten af september og løber til midten af oktober. Statistisk set er der mere vold under Ramadanen, men heldigvis er dette ikke tilfældet endnu. Jeg rejser stadig en del, og har lige været en tur til det sydlige Irak ikke så langt fra Basrah, hvor jeg  besøgte den irakiske flåde, og derfor var det nærliggende også at sejle ud og se en af de irakiske olieudskibningsplatforme, som ligger i Den Persiske Golf. Et stor oplevelse selvom det ikke var noget smukt syn, den var meget rusten og forfalden.

Jeg har planlagt ferie i Danmark fra 20. oktober til 10. november, og regner også med at besøge Varde i den periode. Når jeg så igen er tilbage her i Bagdad, kan jeg begynde at se en ende på hele opholdet, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til en mere normal og ikke mindst rolig hverdag.

Jeg vil slutte for denne gang, I må have det godt ved skole og regiment.
Mange hilsener
Kahle

Billeder fra Bagdad

Kort over Bagdad

Oberst Werner P. Kahle
Oberst Werner P. Kahle "on location" i Irak