|
|
|
|
Indholdsområde
OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL
-
Hvor finder jeg brevskolekurser?(Brevskoleundervisning/Korrespondanceundervisning)
Brevskolesektionen blev nedlagt med udgangen af 2006. En del af kurserne er dog overført til Hjemmeværnsskolen. Du kan finde kurserne her: http://www.hvs-info.dk/.
Tlf: 76523456.
-
Hvad skal Forsvaret med pædagogik?
Svar: Forsvaret er en af Danmarks største udannelsesinstitutioner og varetager en mængde forskellige ud dannelser fra elementært til universitært niveau, herunder uddannelse af værnepligtige. Forsvaret uddanner også sine egne lærere og instruktører, ligesom alle officerer og befalingsmænd skal kunne planlægge, tilrettelægge, gennemføre og kontrollere/evaluere undervisningen.
-
Hvorfor har Forsvaret både pædagogiske principper og ledelsesprincipper?
Svar: Pædagogik beskæftiger sig med dannelse (opdragelse), undervisning og uddannelse, medens ledelse er aktiviteter, der sigter mod og skaber vilkår for at nå fælles mål ved andre menneskers hjælp. Der er altså tale om to forskellige begreber. Fælles for ledelse og pædagogik i Forsvaret er dog grundværdierne: Troværdighed, åbenhed, tillid, selvstændighed og ansvarlighed.
Se også ” Pædagogiske Principper for Forsvaret”.
-
Hvad er militær pædagogik?
Svar: En egentlig definition på militær pædagogik findes ikke, men traditionelt har udtrykket været anvendt, fordi uddannelsen af enheder - ikke enkeltpersoner, som i den ”civile” pædagogik - har været (og er) det egentlige mål for uddannelsen i Forsvaret. I den ”militære” pædagogik er målet med uddannelsen at skabe netop de grupper, der skal kunne kæmpe som enheder (grupper), og at skabe netop de gruppenormer og de relationer mellem ledere og ledede, der er forudsætninger for lederens autoritet under kampsituationens pres og enhedens evne til at løse sin opgave. Lederskabsformer, gruppedannelse og kommunikationsformer indtager derfor en større og mere dominerende plads i Forsvarets pædagogik og medfører også, at man i valg af undervisningsmetoder må tage hensyn hertil.
Spørgsmålet er måske ikke, om der eksisterer en militær pædagogik, men snarere, hvilken pædagogik, Forsvaret anvender.
Man kan således sige, at findes der en militær pædagogik, er det nærmere et udslag af, at militæret først og fremmest arbejder med de teorier, der har betydning for læringen hos unge og voksne og prioriterer praksislæring højt.
Se også Militær pædagogik under " Historie" samt artiklen ”Militær pædagogik” ( Paideia 1999) af major H.E. Sigsgaard.
-
Hvilken pædagogik anvender Forsvaret?
Svar: Som det fremgår af spørgsmålet Hvad er militær pædagogik, benytter Forsvaret ikke en bestemt pædagogisk retning, men har valgt sine anvisninger på metoder fra flere forskellige pædagogiske skoler, alt efter hvad der skal undervises i, og på hvilket niveau uddannelse finder sted.
Forsvaret anvender således især metoder, der har tilknytning til den behavioristiske, humanistiske og progressiv teoridannelse.
Se i øvrigt artiklen ” Militær pædagogik ” ( Paideia 1999) af major H.E. Sigsgaard.
-
Hvornår er ”Ledelse og Uddannelse” sidst rettet?
Svar: Den gældende udgave er fra 1998, hvor den afløste 2. udgave fra 1983. 1. udgave kom i 1969 som en del af det reformarbejde, der blev startet af Klimaudvalget (Højbyudvalget).
-
Hvor findes en oversigt over Forsvarets Pædagogiske uddannelser?
Svar: Klik på Kurser.
-
Hvad har pædagogik at gøre med militære operationer?
Svar: Faktisk ikke så meget - og dog!
Pædagogikken er et af de vigtigste forudsætningsskabende elementer for at kunne bibringe det militære personel den viden, de færdigheder og holdninger, der er nødvendige for, at de militære opperationer kan gennemføres.
-
Hvordan motiveres voksne mennesker til at lære nyt?
Svar: Ved at begribeliggøre, hvorfor jeg netop skal lære det, jeg er sendt på kursus for at lære, og hvordan det, jeg lærer, kan hjælpe mig i min hverdag.
Det er herefter vigtigt at tage udgangspunkt i elevernes erfaringsgrundlag, således at den voksne elev umiddelbart kan relatere det nye til sin egen praksis.
Derfor er det vigtigt, når man underviser voksne, ikke blot at holde sig til den didaktiske trekant: Lærer - elev - indhold. Men i stedet anvende det didaktiske kvadrat: Lærer - elev - indhold - metode.
Se i øvrigt artiklen ”Undervisning af voksne” (Paideia 2002) af major H.E. Sigsgaard.
-
Hvad er ansvar for egen læring?
Svar: Ansvar for egen læring er en understregning af den erkendelse, at man ret beset ikke kan lære en person noget, hvis denne ikke selv ønsker at lære det. I konsekvens heraf har mange uddannelsesinstitutioner valgt at opprioritere denne erfaring og anvende den direkte i de didaktiske overvejelser.
At indføre begrebet ansvar for egen læring i skolens pædagogiske grundlag, har nogle konsekvenser for skolen.
Hvis man indfører ansvar for egen læring, får det konsekvenser for valg af metodik og kræver en accept af en individuel læringsproces også i klassesituationen.
Det betyder f.eks.:
-
Lærerne skal forstå, acceptere og sikre, at den enkelte elev definerer egne læringsmål inden for pensummålet.
-
At lærerne tilrettelægger deres undervisning på en måde, så den enkelte elev kan gennemføre undervisningen ud fra sin egen læringsstil (jf. Kolb m.fl.).
De her nævnte to punkter stiller ganske store krav til underviserne om målbevidsthed og om specifikt pensumvalg for at nå målet samt en vilje og evne til i den enkelte lektion at bruge flere metodikker simultant.
Hvis man ikke er villig til at gennemføre disse ret omfattende ændringer af metodisk og pædagogisk valg, som i stor udstrækning kan stride mod mange af lærernes holdninger, bør man ikke tale om ansvar for egen læring. Det vil kun skabe forvirring og misnøje blandt eleverne.
Eksempel: Nogle elever i datalære fik at vide, at læreren ikke kom i de og de timer, men de kunne så læse fra side x til xx og prøve de gennemgåede eksempler. Skolen hævdede overfor eleverne, at dette jo blot var ansvar for egen læring. Det er det ikke; det er blot en sjusket form for selvstudium.
Ved ansvar for egen læring har underviseren en central, kontinuerlig og aktiv rolle for undervisningens gennemførelse og for i samarbejde med eleverne at nå såvel individuelle som pensummål.
-
Hvad er pædagogisk efteruddannelse?
Svar: En uddannelse for ledere i Forsvaret, hvor målet er at give deltagerne en sådan viden om psykologiske, pædagogiske, ledelsesmæssige og Human Ressource Management (HRM) metoder, at de vil være i stand til at initiere, forestå, evaluere og udvikle projekter inden for områderne uddannelse, ledelse, organisation og HRM.
Der findes også en pædagogisk efteruddannelse for mellemledere.
-
Hvad kan jeg bruge pædagogisk efteruddannelse til?
Svar: Uddannelsen giver grundlag for at kunne virke som sagsbehandler ved niveau I og II myndigheder samt i stillinger på højere og højeste funktionsniveau ved Forsvarets skoler og niveau III myndigheder.
Pædagogisk og Human Ressource Uddannelse for Mellemledere: giver grundlag for at kunne virke som sagsbehandler og vejleder på det pædagogiske område og inden for organisation og HR-områderne.
|
|
|