Hvad er FELS?
FELS er Forsvarets Elektroniske Skole.

Forsvarets Elektroniske Skole er det pædagogiske og elektroniske system, Forsvaret har udviklet til gennemførelse af primært computerkonference som fjernundervisning.
Gennem nogle år har Forsvaret undersøgt markedet for færdige løsninger til brug for IT-støttet undervisning. Denne type systemer eller platforme omtales undertiden som "E-Learning platforme" eller "fjernundervisningsplatforme".
Der er imidlertid ingen klar definition af, hvad der skal være opfyldt før et program bliver til en E-learningplatform. Mange gange viser det sig ikke at være andet end et avanceret elektronisk postprogram.
For Institut for Pædagogik er det klart, at elektronisk baseret fjernundervisning, er andet og mere end bare en udveksling af elektronisk post. Mange E-learningplatforme udmærker sig ved, at de kan meget, at de er internetbaserede, har et flot layout og en gennemtænkt funktionalitet. Desværre kan de normalt kun vanskeligt tilpasses individuelle behov og leveres ofte kun på engelsk.Nogle kræver tillige installation af såkaldte klienter på brugerens computer, og endelig koster de en del i anskaffelse og drift.
Forsvarets Elektroniske Skole gør i dag brug af hhv. ICEcore, Centra og ATutor til levering af elektronisk baseret fjernundervisning. Til understøttelse og udvikling af de enkelte læringsobjekter anvendes bl.a. PDF, FLASH, HTML og MS-OFFICE.
ICEcore
ICEcore programmet er en del af Forsvarets elektroniske skole (FELS). Programmet er en kommunikationsplatform designet til at afvikle kurser under brug af asynkron og synkron kommunikation.
ATutor
Programmet er en del af Forsvarets elektroniske skole (FELS), et webbaseret system til kursusstyring - på engelsk "Learning Content Management System (LCMS). ATutor er designet med blik for tilgængelighed og tilpasningsmuligheder. Systemet gør det nemt for instruktører at udvikle og opsætte informationer i et struktureret læringsmiljø. Systemet tillader kursister at gennemgå materialerne på mange forskellige måder alt efter den enkeltes foretrukne læringsstile.