Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvaret
Forsvarsakademiets logo
23. maj 2013

Indholdsområde

 
Kina – en vigtig aktør i fremtidens konflikthåndtering 
forsvarsakademiet i Kina
Kina er både på det forsvarspolitiske plan og i det hele taget et relativt ukendt land. Forsvarsakademiet fik helt unikt adgang til de ypperste kinesiske tænketanke og universiteter under dette års stabskursus-rejse.
12-06-2012 - kl. 11:03

Det kræver de helt rette forbindelser og mange års opbygning af relationer at komme tæt på hovedpersonerne på den kinesiske forsvars- og sikkerhedspolitiske arena. Forsvarsakademiet har gennem sine forskere dette netværk, og det skabte adgang for dette års stabskursister til svært tilgængelige miljøer på det kinesiske forsvarsområde.

Forsvarsakademiet var inviteret af Academy of Military Science (AMS) i Beijing, der var de perfekte værter. AMS er Kinas primære militære forskningsinstitution og udarbejder blandt andet det kinesiske forsvars hvidbøger.
 
Stormagt med indflydelse på FN-systemet
”Kina er i dag sammen med USA de altdominerende aktører på den forsvars- og sikkerhedspolitiske scene. De skaber rammerne for, hvordan det internationale samfund reagerer på konflikter, på hvilke typer af aktioner der tages i forhold til f.eks. Nordkoreas atomprogram, det arabiske forår mv. Kina har, såvel som USA, afgørende indflydelse på, om man f.eks. intervenerer militært, indfører handelsrestriktioner eller noget helt tredje”, forklarer Liselotte Odgaard, Kina-forsker ved Forsvarsakademiet.
 
For Kinas vedkommende skabes indflydelsen i det internationale samfund blandt andet via FN. Her er der en accept af grundlæggende begreber som f.eks. absolut suverænitet, og det benytter Kina sig af. ”De prøver ikke at omvælte hele FN-systemet, men de forsøger at dreje det i en retning, der varetager deres interesser. Det reviderer måden, FN-systemets principper fortolkes på, og skaber rum for den kinesiske måde at håndtere konflikter på”, siger Liselotte Odgaard.
 
Danmark skal ligesom resten af NATO forholde sig til de rammer, FN sætter for, hvordan konflikter håndteres. Påvirkes disse rammer i nye retninger, er det vigtigt at have det for øje, da det også påvirker den tilpasning, der skal ske af det danske forsvar i fremtiden. ”Med Kina som storspiller på den internationale sikkerhedspolitiske scene er det derfor vigtigt, at danske officerer forstår baggrunden for kinesisk forsvars- og sikkerhedspolitik – hvorfor de agerer, som de gør. Kina er lige nu den ubekendte faktor, men spiller alligevel en stadig større rolle i håndteringen af fremtidens konflikter og konfliktløsninger i verden”, siger major Thomas G. Nielsen ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi.
 
Samarbejde ud fra nye filosofier
Det er naturligvis ikke for vores blå øjnes skyld, at de fremmeste forsvarspolitiske institutioner i Kina inviterer Danmark til et kig dybt ind i de kinesiske militære ledelsesstrategier og operationer. De skal også have noget igen.
 
Kina og Vesten er i et afhængighedsforhold – Kina leverer en stor indsats i FN-regi, hidtil i form af opbygning af infrastruktur i konfliktramte områder, men i fremtiden vil der være forventninger om, at en større del af deres bidrag også består af f.eks. kamptropper. Og på det område kan Danmark blive en væsentlig samarbejdspartner, ligesom der inden for civilt-militært samarbejde, bekæmpelse af korruption og antipirateri er mulighed for at udveksle erfaringer.

”Hvor vesten ofte går ind i en konflikt med krav om demokrati og ændringer i styret, for til gengæld at yde humanitær og militær bistand, går Kina den anden vej. De støtter den siddende regering, for derigennem at få samfundet til at fungere. Selv om Kina og Vesten tager udgangspunkt i to forskellige filosofier, kan de ikke desto mindre  lære at samarbejde om deres fælles interesse i at håndtere ovennævnte problematikker”, vurderer Liselotte Odgaard.
 
Relationsopbygning med stor betydning
At Forsvarsakademiet i Danmark er en indgangsvinkel til dette samarbejde er ikke helt tilfældigt. Danmark er for Kina en rimelig ufarlig spiller på den internationale scene. Men vi har nogle områder, som alligevel gør os interessante for kineserne. Vi er en statstung småstat, der er integreret i NATO, ikke mindst med danskere på væsentlige topposter i NATO. Vi har i øjeblikket EU-formandskabet, og så har vi en udadvendt sikkerhedspolitik.
 
Når der skabes relationer mellem Forsvarsakademiet i Danmark og forsvarsinstitutioner i Kina, handler det derfor ikke kun om militært samarbejde og forståelse. Relationen kan brede sig ud over mange områder af international politik.
 
For stabskursisterne skabte rejsen således en øjenåbner, ikke blot for kinesisk kultur og levemåde, men for hvordan kinesisk ledelsesfilosofi og det kinesiske forsvars opbygning og funktion spiller ind i de interesser, Kina har i forhold til det internationale system.

De danske officerer fik mulighed for at møde sikkerhedspolitiske eksperter fra et af verdens bedste universiteter, Peking Universitet, og fra det kinesiske udenrigsministeriums primære tænketank, China Institute of International Studies (CIIS), og spørge direkte ind til problemstillinger, som ellers er følsomt stof. En mulighed, der ikke byder sig i et klasselokale på Forsvarsakademiet, og som de kan tage med sig i deres bidrag til fremtidens forsvar.