Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
hvid-gif
19. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Store Tårn genindviet 
Store Tårn er blevet restaureret, overdækket og indrettet med udstillings- og samlingslokaler. Det markeres i dag den 30. juni 2017 ved genåbningen af tårnet.
30-06-2017 - kl. 10:31
Restaureringen af det tidligere fæstningsværk Store Tårn står nu færdig og klar til at tage imod beboere og besøgende på Christiansø i nye kunst- og samlingslokaler.

Store Tårn

”På Christiansø møder fortiden nutiden. Det er restaureringen af det historiske Store Tårn et godt symbol på – og understreger øens unikke karakter. Jeg glæder mig over tårnets forvandling, og at det nu kan bruges til udstillinger og andre aktiviteter. Det er et spændende projekt, som mange gode kræfter har bidraget til, og jeg er sikker på, at det bliver en oplevelse for øens besøgende og beboere”, siger Claus Hjort Frederiksen.   

”Christiansø er et helt særligt sted i Danmark, og Store Tårn er en særlig del af øens historie. Den meget tiltrængte renovering og nye indretning giver nyt liv til dette historiske bygningsværk og vil give et besøg på Christiansø en ekstra spændende dimension – til gavn for både beboere og turister,” siger administrerende direktør i foreningen Realdania Jesper Nygård på vegne af projektets filantropiske bidragsydere.  

Det er en gennemgribende restaurering til ca. 30 mio. kr., der er gennemført af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse som bygherre under overordnet ledelse af en styregruppe bestående af repræsentanter fra Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Christiansø Administration og Realdania.  

Projektet er udarbejdet af arkitekt Mette Maegaard Nielsen, som har formået at realisere visionen om både at bevare og at udvikle. Med istandsættelsen og fornyelsen bevares Store Tårns bygnings- og kulturhistoriske værdi og attraktion. Samtidig kan tårnet fremover anvendes til helt nye formål som udstillinger, kulturelle arrangementer og andre begivenheder.  

Ved åbningen er indrettet to udstillinger. Den ene udstilling har temaet ”Fugl over Ertholmene”, og er bygget op omkring kunstneren Gitz-Johansens fuglebilleder samt fuglemaler Jens Gregersens nymalede værker. Ved tårnets indgang bydes de besøgende inden for af en edderfugl i bronze udført af kunstneren John Olsen.   Den anden udstilling handler om begivenheder i Store Tårns historie, bl.a. bombardementet mod Christiansø i 1808, som var den eneste gang, at tårnet aktivt tjente sit oprindelige formål som forsvarsværk. Også skitser mv. af den gennemførte restaurering kan ses på udstillingen.  

Restaureringen og de første udstillinger er finansieret af Forsvarsministeriet og med betydelige donationer fra Realdania og Augustinus Fonden.