09-12-2010 - kl. 08:48
Tekst og foto Marianne Bech Nørgaard
101 menige var sat i stævne denne kolde første december på Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole (FFOS). Startskuddet til deres værnepligt har lydt.
Som mange andre i det sneklædte og kolde Danmark havde nogle af de nye værnepligtige lidt problemer med at nå frem til mødetidspunktet, men nu er de tre delinger under FFOS vinger. Kvinderne på december holdet udgør 25%, det er næsten nok til en deling.
De tre delinger skal gennemgå uddannelsen i Totalforsvar. Når de fire måneder som værnepligtig er opfyldt, vil de som alle andre værnepligtige være tilknyttet Totalforsvaret, som er det danske beredskab. En ting, som er anderledes for dette hold, er at de begynder deres uddannelse på FFOS og afslutter på Air Force Training Centre (AFTC).
Efter de første generelle instruktioner og introduktion til skolechef oberst Henrik Larsen, chef for Flyvevåbnets Basisuddannelse kaptajn Karsten Skov Grejsen og ikke mindst de tre delingsførere, var det tid til at komme ud i sneen og op på tre geledder. De tre delinger marcherede af sted mod nye udfordringer og oplevelser.
FAKTABOKS:
Totalforsvaret
Formålet med samfundets samlede beredskab er at sikre en effektiv og koordineret indsats af samfundets samlede ressourcer i forbindelse med kriser, katastrofer eller større hændelser. Hensigten er at opretholde vitale samfundsfunktioner og beskytte befolkningens liv og ejendom.
Det danske totalforsvar sker som et samarbejde mellem civile og militære myndigheder. Det består af forsvaret, beredskabet, redningsberedskabet og politiet. Nogle af opgaverne der skal løses er for eksempel ved større oversvømmelser og forureninger i fredstid.