11-11-2010 - kl. 15:40
Tekst og foto Marianne Bech Nørgaard
- Hvad er det for en hovedbeklædning Dinesen?
- Jamen det er sindssygt koldt, sergent!!!
Det kan godt være, det er koldt, og det ikke er noget modeshow, men soldaterne skal se nogenlunde ens ud. Det er ikke meningen, de skal fryse, men i dag ”skyder” sergenterne på de værnepligtiges hovedbeklædning, for de skal kunne tage deres hjelm på ved dagens øvelser.
2. deling er i Borris og skal ud på forskellige handlebaner. To er banerne fungerer fuldstændig på samme måde, men terrænet er ikke 100% ens. Enkeltvis skal de gå på en sti med deres gevær klar til at skyde. Ved siden af dem går skydeinstruktøren med en fjernbetjening hængende omkring halsen, herfra han kan styre fjenderne ude i terrænet. Det er røde og blå skiver, der agerer henholdsvis fjende og ven.
Online spil og skarpe skud
Nu er det op til den enkelte at nedlægge de røde skiver og gerne kun med et skud per skive. Som mange andre både unge som ældre spiller de fleste Quanter Strike eller World of Warcraft hjemme på computeren. Her er også lidt følelsen af ”one shot one kill”. Men selvom det virker lidt som et spil, så er det stor alvor, for her bliver der skudt med skarpt.
På den tredje bane kan de være op til ti på én gang. Her skal de skyde skiver ned. Afstanden starter på 50 meter og forsætter seks rækker ud, hvor den længst ude er 295 meter væk. Her kommer der konkurrence momenter ind.
Præcision og koncentration
De skal blandt andet skyde med max to skud pr. skive og fra forskellige skydestillinger. Der er to forskellige stående stillinger, herfra til knælende og til sidst liggende. Den liggende stilling regnes for den letteste. Ghita er den eneste pige i delingen og hun er faktisk den, som bliver stående længst, blandt dem hun konkurrerer imod.
Hun klarer de fleste skiver med et skud og faktisk i et ret rask tempo. Med instruktørernes øjne rettet mod hende misser hun desværre og går glip af æren som vinder af denne konkurrence. Ghita giver ikke kulden skylden, det må simpelthen være koncentrationen.
Frosten bider i alle, og humøret bliver blandt andet holdt oppe af soldaterhistorier fra sergenterne enten fra deres egen tid som værnepligtig, eller de delinger de har undervist. Varmen i lattermusklerne er ufattelig høj, og der er overskud til at lave spas med hinanden. Så selvom tæerne er iskolde efter en dag i Borris, så er det smilende ansigter, som forlader Borris.