09-10-2008 kl. 13:10
Den 7. oktober gennemførte Forsvarets Personeltjeneste (FPT) de første af 25 fokusgruppeinterviews med yngre officerer, oversergenter, faglærte specialister og ufaglærte specialister. Formålet er at undersøge hvad der får dem til at blive i Forsvaret for at kvalificere strategien for fuld bemanding. Undersøgelsen laves af FPT i samarbejde med firmaet Capacent Epinion, der også udfærdiger den endelige rapport. Resultaterne af arbejdet forventes præsenteret ultimo 2008, når interviewene har været igennem en grundig analyse.
Tiltagene i Operation Bedre Hverdag (OBH) har på forskellig vis sat aftryk i Forsvarets medarbejderes hverdag. Og Operation Bedre Hverdag-tiltagene spænder vidt. Fx er der indført geografisk stabilitet, der er oprettet en pårørendetelefon, civile er ansat i aflastningsstillinger, forvaltningen af 2/7-dagene er ændret og korporalsgraden er genindført. De 66 tiltag i OBH sigter bredt mod Forsvarets personel – og skal ses som første skridt i en langsigtet proces, der skal sikre fuld bemanding i Forsvaret.
Det arbejde skal nu føres ind i en langsigtet ramme for at sikre fuld bemanding. Bemandingsstrategien og Operation Bedre Hverdag er derfor nu på vej ind i en ny fase.
Forsvarets Bemandingsstrategi arbejder med fire udvalgte målgrupper:
• yngre officerer
• oversergenter
• faglærte specialister
• ufaglærte specialister
Målgrupperne er udvalgt fordi de er særligt udfordrende i forhold til løsningen af Forsvarets operative opgaver. De fire personelgrupper er ikke udpeget fordi de er vigtigere end andre personelgrupper, men fordi det særligt er blandt disse grupper at der mangler bemanding. FPT vil løbende orientere om forløbet af interviewene frem mod den endelige rapport, der forventes publiceret i slutningen af 2008.