Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Flyvevåbnets Officersskole.
Forsvarets logo
19. maj 2013

Indholdsområde

 
AIR CONTROL OFFICER 

Hvad går uddannelsen ud på? (Varighed: ca. 4 år)
Som Kontrol- og Varslingsofficer har du ansvar for både udførelse af luftoperationer med jagerfly, overvågning af luftrummet samt den daglige ledelse af dine medarbejdere. Først uddannes du som Fighter Controller - og derefter som Fighter Allocator. En Fighter Controller hjælper jagerpiloterne med taktik og overblik, mens de er i luften, mens en Fighter Allocator leder en gruppe Fighter Controllere, og her har du det overordnede ansvar for de luftoperationer, der skal udføres af flyene. Kontrol- og Varslingsofficeren har ligeledes funktionen som leder af det vagthold, der overvåger luftrummet over Danmark.

Radaren snurrerUDDANNELSESFORLØB KONTROL- OG VARSLINGSOFFICER I FLYVEVÅBNET
Kontrol- og Varslingsofficerens verden er kendetegnet ved et dynamisk og komplekst arbejdsmiljø, hvor overblik, analyseevner og beslutningsdygtighed er afgørende egenskaber for en effektiv og sikker gennemførelse af luftoperationer. Du vil blive rustet til at blive udsendt i internationale missioner, men dit primære arbejdsområde vil være det danske luftrum. Det foregår ved flyvevåbnets Air Control Wing, der ligger på Flyvestation Karup, hvor også en stor del af uddannelsen til Kontrol- og Varslingsofficer foregår. Ud over at blive uddannet inden for kontrol- og varslingsområdet vil du blive uddannet inden for militær ledelse, hvilket ruster dig til at være leder i flyvevåbnet – både i forhold til den daglige opgaveløsning og til deltagelse i internationale missioner.

Uddannelsen vil i høj grad være en vekselvirkning mellem teoretisk og praktisk undervisning samt praktikforløb. Det betyder, at den teoretiske undervisning vil være målrettet mod, at du kan anvende den praktisk som leder inden for kontrol- og varslingsområdet i flyvevåbnet.

I nedenstående gennemgår vi uddannelsesforløbet i grove træk.

Forkursus (kun for civile ansøgere)
Her lærer du grundlæggende soldatermæssige færdigheder, som er en forudsætning for at indtræde på den egentlige officersuddannelse, hvis ikke du har aftjent din værnepligt. Forkursus foregår ved Air Force Training Centre i Karup og varer ca. 2 måneder.

Grundlæggende sergentuddannelse
Her udvikles dine basale forudsætninger for at virke som leder af en mindre gruppe mennesker både i dagligdagen og i kampsituationer. Du vil også lære at undervise andre gennem anvendelse af voksenpædagogisk teori og praksis.
I denne del af din uddannelse – som foregår ved Air Force Training Centre i Karup - indgår fag som førstehjælp, skydning og idræt (herunder en uddannelse til idrætsinstruktør). Andre vigtige fag vil være ledelse og samarbejde, psykologi samt træning i at virke som gruppefører. Dette betyder, at store dele af uddannelsen foregår under høj intensitet og med længere arbejdsdage og øvelser. Undervisningen veksler løbende mellem teori og praktik, og efter denne periode udnævnes du til sergent.

Grundlæggende Lederpraktik
Som sergent skal du ud og fungere som militær mellemleder og tillige have indsigt i, hvad en premierløjtnant i flyvevåbnet egentlig får sin dagligdag til at gå med. Det får du mulighed for gennem 3 uger, hvor du er med til at uddanne værnepligtige, og 3 uger, hvor du følger en premierløjtnant ved tre af flyvevåbnets Wings – efter eget valg. Med baggrund i dine oplevelser ude i flyvevåbnet rundes det hele af med overvejelser og drøftelser om dit kommende valg af tjenestegren: Operationsstøtte, Teknik eller Kontrol & Varsling.

Flyvevåbnet i Forsvaret
Dette er det første element, der i sin fulde længde på ca. 6 måneder foregår på Flyvevåbnets Officersskole i Ballerup. Fokus er her på flyvevåbnets virke i rammen af Forsvaret samt på det mere teoretiske fundament, som du skal have som leder i flyvevåbnet. De største fag er Forsvarets Luftoperationer og Det Grundlæggende Lederskab. Herudover vil du bl.a. støde på fag som idræt, engelsk, kommunikation og metodelære.

Grundlæggende Kontrol og VarslingGrundlæggende kontrol og varsling
Her får du ved flyvevåbnets Air Control Wing undervisning i de grundlæggende emner inden for luftrumsovervågning og luftoperationer samt undervisning og træning i at være Fighter Controller.

Forsvaret i samfundet
Også dette element foregår på Flyvevåbnets Officersskole og varer ca. 6 måneder. Her fokuseres der på flyvevåbnets og Forsvarets rolle i det danske samfund. Det er officerens virke i et nationalt, demokratisk perspektiv, som er det gennemgående tema. De største fag er Statskundskab samt Lederen og Personen i Organisationen. Derudover vil du bl.a. blive undervist i pædagogik, idræt, engelsk og konfliktteori.

Forsvaret i verden
Dette er det sidste deciderede undervisningselement på Flyvevåbnets Officersskole og varer lige som de to øvrige ca. 6 måneder. Her er fokus på Forsvarets internationale engagement, herunder en samfundsvidenskabelig forståelse af militærets rolle i forbindelse med bl.a. statsbygning samt internationale krise- og krigsforhold.

Videregående Kontrol og Varsling
Du får her igen fokus på kontrol- og varslingsområdet, men med mere vægt på den ledelsesmæssige vinkel. Elementet varer ca. 5-6 måneder og foregår igen ved flyvevåbnets Air Control Wing. Her bliver du rustet til at kunne virke som Surveillance Specialist (Overvågningsspecialist) og Fighter Allocator. Det ledelsesmæssige aspekt består i, at du bliver undervist og trænet i at lede et Surveillance team og et Weapons team. Nu bliver det pludselig dig, der har det overordnede ansvar for enten overvågningen af dansk luftrum eller udførelsen af luftoperationer med danske F-16 fly.

Kontrol- og Varslingspraktik
Her får du igen mulighed for at afprøve din teoretiske viden og færdigheder i praksis i flyvevåbnet. Denne afsluttende praktikperiode er på ca. 6 måneder og foregår igen ved flyvevåbnets Air Control Wing. Her får du afprøvet og trænet rollerne som både Surveillance Specialist, Fighter Allocator og ikke mindst som Vagthavende officer, hvor du vil opleve at bliver leder af det vagthold, der har ansvaret for luftrummet over Danmark.

Afsluttende projekt
Som afslutning på uddannelsen skal du lave et projekt (individuelt eller i gruppe), hvor både det teoretiske og praktiske bliver koblet sammen. Problemstillingen, som du vælger at undersøge, er muligvis noget, du har oplevet ude i flyvevåbnet – måske i forbindelse med dine praktikperioder. Det kan også være en mere teoretisk orienteret opgave, som er relevant for dit virke som officer. Du vælger selv.

Projektet skal forsvares mundtligt og individuelt. 

Efter "Flyvevåbnet i Forsvaret" udnævnes du til sekondløjtnant. Efter "Forsvaret i verden" udnævnes du til løjtnant, og efter beståelse af det afsluttende projekt udnævnes du til premierløjtnant – og starter herefter i en lederstilling i flyvevåbnet.

Mine karrieremuligheder
Som uddannet officer er du sikret et fast job med masser af muligheder for både karriere og personlig udvikling.

Du vil opleve en alsidig hverdag med ansvar og mange forskellige opgaver. Du er som premierløjtnant en del af flyvevåbnets "skarpe" ende, og dit arbejde vil ofte foregå i et højt tempo. Når du ikke arbejder direkte eller indirekte med luftoperationer, hvad enten det er herhjemme eller i en international mission, så arbejder du med ledelse, administration, uddannelse og planlægning inden for dit område.

Din officersuddannelse kan også bruges som springbræt til en fortsættelse af din karriere i Forsvaret eller en lederkarriere i det civile erhvervsliv. Forsvarets officersuddannelser er højt anerkendt blandt både private og offentlige ledere. Samtidig har du ved at gennemføre en officersuddannelse bevist at du er kompetent, målrettet, har stærke lederegenskaber og kan gøre en forskel.

Arbejdstid, arbejdssted og udsendelse
Uddannelsen tager du på Air Force Training Centre i Karup, Flyvevåbnets Officersskole i Ballerup og Air Control Wing i Karup.

Under uddannelsen vil du med visse undtagelser følge en normal arbejdsuge (op til 37 timer) hertil kommer lektier – i perioder nogle timer om dagen.

Som Kontrol- og Varslingsofficer vil du i de første 3-4 år efter endt uddannelse indgå som leder af et vagthold, hvilket vil betyde skiftende arbejdstider i form af både dagvagter, nattevagter og weekendvagter. Til gengæld vil du få tilsvarende fri til at afspadsere.

Efter uddannelsen arbejdes naturligvis efter "almindelige arbejdstidsregler". På de fleste tjenestesteder er mødetiden 0730/0800-1530/1600 (fredag til 1330), og rigtig mange steder er der flekstidsordning.

Som officer er deltagelse i internationale operationer en naturlig del af dit job. Du skal regne med at blive udsendt ca. hvert 3. år i 3-6 måneder et antal gange i løbet af din karriere. Hvor ofte du i praksis vil blive udsendt afhænger af din jobfunktion, folketingsbeslutninger – og af dig selv.