Det var et af de mange spørgsmål, jeg stillede mig selv stillede sig selv under den årlige dødsmarch i Belgien.

Jeg kom efter en længere diskussion med mig selv frem til, at jeg havde tid nok og at det umuligt kunne kaldes for normalt at gennemføre marchen på det grundlag. Ikke desto mindre var det ønsket om at få et tallet som alle førstegangsgængere får, skiftet ud med en medalje, man skal være lidt sejere for at få, der drev mig til at stille til marchen på for 3. gang.

Sidste år fik jeg et emblem, fordi machen havde 40års jubilæum. Jeg mener ikke at et emblem lever op til kravene til medaljen, hvor man kan se hvor mange gange bæreren af medaljen har gået marchen. Egentlig havde jeg besluttet mig for at ikke ville stille op til marchen igen, men trangen for at få den sidste medalje med tre tallet var for stor, at jeg besluttede mig for at gennemføre marchen en sidste gang. Lørdag d. 14. aug. var glæden da også stor da jeg endelig kunne krydse målstregen efter 20 timer og 7 min og modtage medaljen. Endelig er projekt dødsmarch ovre.

Der skal lyde en stor tak til IFO og IDR der gjorde det muligt at deltage.