Vi spoler først tiden 3 måneder tilbage, hvor fire top motiverede gutter fra klasse Sea King besluttede sig for at gennemføre de 21 kilometer, løbet tillod. Ledet af klassens løbenørd Christian Hedelund Larsen gik holdet i skarp træning i form af interval løb, kredsløbstræning og kostplaner for at sikre at formkurven ville være i top på løbedagen. Ud over Christian Hedelund bestod holdet af Mikael Herping, som ville være holdets vandbærer, Lars Chr. Fjelde, som stod for sanitet (førstehjælp, red.) og Kim Utoft Nielsen som playmaker. De næste tre måneder kostede blod, sved og tårer, men holdet forstod at motivere og hjælpe hinanden som fire musketerer.
Bevidstløs
Endelig kom den dag, de fire havde set frem til med spænding. Temperaturen ramte allerede 20 grader, da startskuddet lød kl. 1000, så støvet bredte sig hurtigt fra de mange sko mod gruset. Vi havde forinden lagt en klar strategi. Lars og Kim skulle trække holdet de første 10km, hvorefter Mikael og Christian skulle bryde fra og gå efter guldet. Varmen var ulidelig, og allerede ved første væskedepot var de første deltagere bukket under og en enkelt besvimet af overophedning. Vi lagde et stabilt tempo og sørgede for at have et fast bid i førergruppen. Ved ca. 8 kilometer sagde Christian og Mikael tak for trækket og satte jagten ind efter førergruppen, hvis støvsky kunne ses et par 100m fremme. Kim og Lars havde brugt meget energi for holdet og faldt lidt bagud i feltet.
Snuppede lige forhindringsbanen på vejen
Lars besluttede sig for lige at løbe feltforhindringsbanen, da han kom forbi, hvilket kostede yderlige placeringer. Ved 10 kilometer mærket ca. en time efter start viste termometeret 30 grader, hvilket tog hårdt på Kim, der med sine 90 kilo var holdets sværvægter. Christian og Mikael, der var blevet hjulpet den første strækning, havde masser af energi og gennemførte begge løbet under to timer. Christian formodede endda at få en flot 7. plads, tillykke.
Hvordan det gik Kim og Lars, fortæller historien ikke noget om, men det kan blot siges, at de var glade for at have været med. Vi havde en fantastisk dag, og arrangementet var godt planlagt og gennemført. Vi vil opfordre alle til at deltage til næste års løb, hvor de fire musketerer helt sikket vil være at finde igen.