Emnet var udviklingen i trusselsbilledet set med israelske øjne, og ikke mindst; hvordan tilpasses sikkerhedsstrategien og doktriner til den nye trussel.
For at illustrere Israels unikke situation, indledte Alon Givon sit foredrag med kort at opridse nationens Israels historie. Hele to gange tidligere er nationen blevet invaderet og ødelagt. Og siden landets nuværende oprettelse i 1948 har Israel deltaget i hele 7 væbnede konflikter med flere af de omkringliggende arabiske lande. Alle 7 konflikter har efter Israels opfattelse været overlevelseskrige, idet man forventede, at en evt. sejrherre ville destruere Israel som selvstændig nation for 3. gang. Ifølge Alon Givon opfatter Israel derfor som en logisk konsekvens sine arabiske naboer som potentielle fjender, selvfølgelig nogle mere end andre. Blandt de omkringliggende lande har kun Egypten og Jordan ifølge Alon Givon accepteret statens Israels eksistensberettigelse.
Demografisk udfordring
Siden Israels oprettelse i 1948 er befolkningen steget fra ca. 600.000 til 7.500.000 mennesker. Et arabisk mindretal udgør ca. 20% af befolkningen. Disse mange mennesker skal leve i et land, der kun strækker sig ca. 550 km. i længden og 14-70 km. i bredden. Således giver såvel geografi og befolkningsstørrelse store udfordringer i et land med både bjerge og ørken. Ifølge Alon Givon giver Israels beskedne størrelse også udfordringer for det Israelske forsvar (Israeli Defense Forces - IDF). For at undgå at landet løbes over ende ved et overraskelsesangreb, er landets militære styrker nød til altid at være på højt beredskab, godt uddannet og have det bedste udstyr. Samtidig stilles der store krav til landets efterretningstjenester, herunder den mest berømte, Mossad, for at levere efterretninger om mulige trusler imod nationens interesser.
Den nationale sikkerhedsstrategi
I forlængelse af denne israelske selvforståelse opstilles i den nationale sikkerhedsstrategi 4 udfordringer:
1. Konflikten mellem Israel og de arabiske naboer er multidimensional, dvs. den påvirkes af flere elementer, som kultur, religion, kamp om territorium herunder mulige ressourcer.
2. Asymmetri. Israel er klart underlegen i geografisk størrelse, befolkningsstørrelse og i adgangen til ressourcer.
3. Accept af at denne konflikt ikke kan løses alene med militære midler.
4. Enhver krig er en national overlevelseskrig.
Som svar på disse udfordringer opstilles 3 strategiske tiltag:
1. Effektiv afskrækkelse (af enhver fjende gennem overlegen militær magt.)
2. Efterretninger (til imødegåelse af overraskelsesangreb samt i givet fald at give IDF mulighed for mobilisering.)
3. Fjernelse af trusler. (Enten gennem strategiske fredsaftaler som med Jordan og Egypten, samt muligheden for selv at gennemføre præventive overraskelsesangreb, som ved angrebet på en irakisk atomreaktor, Israel mente fremstillede sprænghoveder, der ville kunne ramme israelske byer.)
Samtidig erkender de israelske strateger ifølge Alon Givon behovet for at en evt. krig gøres kortvarig. En væbnet konflikt er altid dyr, men særligt for Israel, der mobiliserer soldater blandt hjemsendte værnepligtige, er krigen dyr, fordi hele samfundet går i stå, når mange erhvervsaktive mænd og kvinder indkaldes. Alle mænd op til 42 år kan indkaldes, og for særlige grupper, som piloter, er indkaldelsesalderen oppe på 55 år. At gøre krigen kortvarig gør således, at samfundet spares for en opslidende og dyr krig. Hvis det tilmed lykkes at overrumple og hurtigt nedkæmpe fjenden og hans militære kapacitet, er det israelske håb, at "den næste, men måske uundgåelige krig" kan udskydes, da fjenden skal bruge dyre ressourcer på genopbygning af sine militære styrker.
Ændret trussel har affødt ændrede krav
I de tidlige år af Israels eksistens kæmpede IDF krige mod væbnede styrker, dvs. en høj intensiv, konventionel krigsførelse med fly, krigsskibe og kampvogne. Over tid har dette ændret sig radikalt; i dag udgør fjenden ofte 1-2 mand med et primitivt raketstyr, altså en lav intensiv krig med ikke statslige aktører, af Israel kaldet terrorister. Dette giver nye, store udfordringer til efterretningstjenesterne med at spore kommende angreb samt ikke mindst de militære styrker, som skal dække en langt bredere vifte af opgaver end for blot få år siden. Som eksempel gav Alon Givon, at han som indkaldt pilot kunne få en opgave få meter på den anden side af Israels grænse med ødelæggelse af tunneler til indsmugling af våben til fx Hamas, eller et strategisk bombemål 2000 km. væk fra Israels grænse, med ødelæggelse af masseødelæggelsesvåben pegende mod Israel.
Alon Givon gav gennem sit foredrag en ganske god indsigt i den israelske selvforståelse, bygget på 7 vundne krige på lidt over 60 års eksistens og en nabokreds, der fortsat ikke anerkender statens Israels eksistensberigtigelse. Men samtidig kunne Alon Givon flere gange i sit foredrag drage relevante paralleller til Danmarks snart 10 år lange krigsindsats i Afghanistan, og set i den optik var forskellen i opfattelsen alligevel ikke så stor, som først antaget.