27-05-2009 - kl. 08:35
Tekst og foto: Arne Bach Nielsen, Air Control Wing.
Freddy Tuesen fra ACW’s Uddannelsessektion forklarer eleverne om identifikation af fly i det danske luftrum.
De studerende på flyvevåbnets kaptajnsuddannelse gennemfører under kurset et antal besøg, kaldet operative udrykninger, til flyvevåbnets operative kapaciteter.
Blandt andet Air Control Wing (ACW) har i denne uge lagt værtskab til faget Forsvarets Luftoperationer. Det er 30 elever på kaptajnsuddannelsen (også kaldet Videreuddannelsestrin I for ledere - VUT I) fra Flyvevåbnets Officersskole, der har arbejdet intenst med teori med de tynde luftlag som arbejdsplatform. Air Control Wing overvåger det danske luftrum og kontrollerer militære fly udfra radarbilleder.
Uddannelsessektionen i Air Control Wing har lagt mange kræfter i at klæde de studerende på i forhold til indgående kendskab til ACW’s rolle i luftoperationer.
|
|
Efter grundige briefinger på kontrol- og varslingsområdet, har eleverne skulle arbejde ud fra konceptet Mobile Air Control Centre under en international mission. Et besøg forinden i Combined Air operation Centre ved Viborg, der er den overordnede myndighed inden for lufttrumsoperationer i Danmark, blev startskuddet på den benhårde arbejdsuge.
Vil man sende kampfly ind over fjendeland, hvis vi ikke har radardækning; er der taget højde for lufttankningskapacitet; hvad er trusselsbilledet, og hvad har vi af fly at gøre med? Disse og mange andre spørgsmål blev vendt og drejet under de intensive gruppearbejder, der prægede de to dage, som seancen har varet.
- Det har været interessant, at arbejde fra et højt strategisk niveau og ned til det taktiske og mere konkrete niveau. Det gi’r mening og viser en rød tråd gennem dét, der foregår i luften. Det passer fint med, vi i næste uge skal til Skrydstrup og arbejde på F16-platformen, siger Tonny V. Pedersen.
Andreas Brahe supplerer:
- Vores viden om, at luftoperationer er andet og mere end F16, bliver bekræftet. Vi er et hold, der er sammensat af alle grene i Flyvevåbnet. Det giver os mulighed for at trække på ekspertisen blandt klassekammeraterne, som omvendt også er åbne for input til netop deres eget felt.
De to dage har været ved at tappe eleverne for deres sidste kræfter. Dagene startede om morgenen, og der er blevet studeret, lyttet og diskuteret på livet løs de næste tolv timer frem. Alligevel lykkedes det at fastholde motivationen, indtil eleverne tog hjem til en velfortjent weekend - med et nyt og fasttømret syn på luftoperationernes kompleksitet.
|