27-11-2009 kl. 10:17
Når det kommer til stykket, så er der mangt og meget materiel, der faktisk kan få forlænget sin levetid. Et lidt anderledes eksempel på det er nogle af forsvarets beskyttelsesmasker, hvor Forsvarets Materieltjenestes laboratorium lige har givet dem nogle års længere levetid.
Fem år mere
Egentlig skulle de såkaldte CBRN-masker (Chemical, Biological, Radiological and Nuclear), som forsvaret har af typen M/93, snart tages ud af brug, hvis man fulgte den almindelige procedure. Men lidt omtanke har medvirket til, at den type beskyttelsesmaske, der blev introduceret i 1993, nu kan bruges frem til 2015. Derved sparer man forsvaret for fem millioner kroner, og enhver sparet krone, kan bruges på andet materiel.
Dybdegående analyse
Måden, hvormed man har levetidsforlænget beskyttelsesmaskerne M/93, er en dybdegående analyse af gummikvaliteten. I den analyse har man på laboratoriet efterset maskerne for mikroskopiske revner og huller, og ved at sammenligne resultaterne med kvaliteten i nye masker, har man fundet frem til, at de stadig giver den beskyttelse, de skal. Konklusionen er derfor, at selvom denne type, har nogle år på bagen, så er maskerne fuldt anvendelige i nogle år endnu:
- Levetidsforlængelsen medfører, at vi for nærværende sparer et indkøb på cirka fem millioner kroner. Vi har således i FMT udnyttet vores egne ressourcer og opnået en væsentlig besparelse på indkøb af materiel, siger major og kemiingeniør Henrik Ambirk fra Lejr-, Sanitet-, og CBRN sektionen i FMT.