Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvarets Materieltjeneste
FMTs mærke
24. maj 2012

Indholdsområde

 
Ny aftale sikrer bedre adgang til satellitkommunikation 
Wideband Global SATCOM
En ny aftale giver forsvaret adgang til det amerikanske Wideband Global SATCOM (WGS)  program. Det sikrer en forbedret og mere fleksibel adgang til satellitkommunikation i de næste 20 år.
18-01-2012 - kl. 09:32
Det danske forsvar omlægger nu størstedelen af sin satellitkommunikation. Årsagen er, at forsvaret har indgået en ny samarbejdsaftale, som sikrer dansk deltagelse i det amerikanske satellitprogram Wideband Global SATCOM (WGS).

Aftalen, der blev underskrevet d. 12. januar 2012, optimerer forsvarets adgang til satellitkommunikation på en række områder, da WGS er et system, der er udviklet og designet til militær brug.

Hidtil har forsvaret været henvist til brug af civile satellitter, som har krævet tilbagevendende ny- og genforhandlinger af aftaler, som skal følge udbudsreglerne. En tidskrævende proces, der giver mindre fleksibilitet, når der opstår akutte behov. Med den nye aftale undgår man også risikoen for, at der ikke er båndbredde til rådighed i et givet geografisk område.

Når som helst og hvor som helst

- Samarbejdsaftalen sikrer, at forsvaret i minimum 20 år har adgang til en væsentlig kapacitet af satellitkommunikation. Kapaciteten er global, så vi kan få stillet kapacitet til rådighed ”anytime, anywhere” med en meget kort responstid dvs. vi kan få adgang i løbet af få timer, hvis det kræves, siger chefen for Forsvarets Materieltjeneste, generalløjtnant Per Pugholm Olsen: 

- De styrbare antenner på satellitterne i WGS gør, at man kan koncentrere satellitkapacitet over indsatsområder efter behov, og dermed bliver vi mindre udsat for de kapacitetsmæssige flaskehalse, som kan opstå på de kommercielle satellitter.

WGS giver også fleksibilitet, når et operativt behov forsvinder, idet samarbejdsaftalen giver en effektiv udnyttelse af rådig båndbredde. Forbindelser, der ikke længere benyttes af forsvaret, kan umiddelbart lukkes, og kapaciteten stilles så til rådighed for andre i samarbejdet. Det er en klar fordel i forhold til de kommercielle lejemål, der typisk har en levetid på minimum ét år.

En række lande indgår i samarbejdet

Ud over Danmark har Canada, Luxembourg, Holland, og New Zealand underskrevet den nye aftale om deltagelse i WGS, og Australien er allerede en del af samarbejdet.

Lige nu består WGS af tre satellitter i kredsløb, og en fjerde er planlagt opsendt d. 19. januar 2012. Når WGS-systemet er fuldt udbygget vil det omfatte i alt 9 satellitter. Prisen for, at dansk forsvar kan deltage i WGS i perioden 2012-2031 vil blive ca. 138 mio. kr. samt driftsudgifter på 139 mio. kr.

Ved fremskrivning af det nuværende forbrugsmønster og prisniveau forventes deltagelsen at medføre en besparelse i perioden 2012-2031 svarende til et trecifret millionbeløb. 

Læs mere om Wideband Global SATCOM (WGS) system