Søværnet har i efteråret 2004 og forsommeren 2005 modtaget de to støtteskibe ABSALON og ESBERN SNARE fra Odense Staalskibsværft A/S. Skibene hejste kommando henholdsvis 10. januar 2005 og 17. juni 2005.
Skibstypen har gennem projektforløbet været betegnet som Fleksible Støtteskib. Direkte oversat til engelsk er dette blevet til ”Flexible Support ship”, om end den engelske betegnelse ”Combat Support ship” er en mere rammende betegnelse når der ses på krigsskibstypens kapacitet og formåen.
I perioden 2005-2007 udrustes de to skibe med avancerede våben, sensorer og kommunikationssystemer på flådestationerne i Korsør og Frederikshavn. I takt med at installationerne afsluttes vil skibene kunne løse stadigt flere opgaver. Allerede i dag kan skibene udføre operative støtteopgaver i form af transportstøtte, helikopteroperationer og opgaver indenfor skoleskibsfunktioner.
Når skibene ultimo 2007 er færdigudrustede, vil de kunne yde støtte i de fleste typer af operationer, såvel rent maritime operationer som land- og luftbaserede operationer, for eksempel som hospitalsskib eller som kommandoplatform.
Skibene vil typisk hver være udrustede med 2 mellemstore helikoptere, 2 hurtiggående indsatsfartøjer og 2 større gummibåde, der alle vil kunne anvendes ved boarding- og specialstyrkeoperationer samt ved landsætnings, rednings- og evakueringsoperationer.
Skibene kan hver medtage op til 300 personer, hvoraf den faste besætning vil udgøre omkring de 100.