Forsvarets olieledning løber i dag fra Frederikshavn til den tyske grænse. Forløbet er ca. 650 km. Der er tankanlæg ved en række af forsvarets lokaliteter tæt på ledningen og der er forbindelser til havne og flyvestationer. Ved tankanlæggene findes specialuddannet personale, der altid er behjælpelig med at påvise olieledningen på deres grund, hvis det er nødvendigt. Påvisning af olieledningen koster ikke noget.
Formålet med olieledningen er at opbevare og transportere brændstof til flyvestationer og kaserner i Danmark. Anlægget har stor betydning for sikkerheden og miljøet, da der spares store mængder landevejstransport ved at sende brændstoffet gennem rørledningen.
NEPS er organiseret i 4 drivmiddel-regioner; Nord, Midt, Øst-Vest og Syd. Selve administrationen af NEPS foretages af Forsvarets Forsyning, Depot og Distribution (FDD) i Skrydstrup.
Mange steder ligger olieledningen ikke særlig dybt i jorden (50-80 cm) og lodsejere bør derfor være påpasselig med at pløje/grubbe/grave dybt på de steder hvor olieledningen krydser opdyrkede arealer.
Enhver krydsning af olieledningen (med kabel, drænrør, højspændingsledning mv.) kræver skriftlig tilladelse af Forsvaret.
Kontakt Forsvarets Forsyning, Depot og Distribution (FDD) hvis du er i tvivl!