04-02-2010 kl. 12:56
Mange militære medarbejdere har svært ved at definere, hvad deres militære uddannelse svarer til i det kendte civile uddannelsessystem. Hvad er det egentlig, vi kan? Hvilke realkompetencer har vi tilegnet os efter gennemgang af Forsvarets uddannelser samt årevis af praktisk erfaring – og kan der overhovedet drages paralleller til det civile uddannelsessystem?
Civilt afgangsbevis til militære mellemledere
I november 2009 startede FPT et pilotprojekt med fokus på anerkendelse af militære mellemlederes kompetencer i Forsvaret. Hovedformålet er at få en civil uddannelsesinstitution
til at anerkende enkelte fag eller hele moduler på de nuværende militære mellemlederuddannelser, primært på videreuddannelsestrin I og II. Derved kan der opnås en civil meritering og forhåbentlig en individuel mulighed for at erhverve sig et civilt afgangsbevis samtidig med, eller i forlængelse af, en gennemgang af videreuddannelsestrin II for mellemledere.
Meriteringen tager udgangspunkt i det eksisterende uddannelsesindhold - det militære uddannelsessystem skal altså ikke tilrettes et civilt uddannelsessystem. Grundideen i projektet er at opnå en civil anerkendelse og dokumentation af ”alt det, vi i forvejen godt ved, vi
kan og gør - og gør godt”.
Svært at sammenligne uddannelser
Forsvarets mellemledere besidder en række militære kernekompetencer, som ikke findes på de civile uddannelsesretninger. Der er også i det civile uddannelsessystem områder, hvor militære mellemledere pt. ikke kan kvalificere sig. Det er bl.a. disse gråzoner, som pilotprojektet skal identificere.
Samtidig skal muligheden for at indhente de udestående kvalifikationer undersøges, så hovedformålet om udstedelse af et civilt afgangsbevis kan indfries.
Pilotprojektet indeholder også en individuel del. Et begrænset, men bredt udvalgt antal mellemledere, vil blive tilbudt en realkompetencevurdering.
Formålet er at afklare, hvilke yderligere kvalifikationer man evt. har tilegnet sig ved at have specialiseret sig inden for en bestemt retning, speciale eller tjenestefelt, og hvorledes disse kan meriteres i forhold til en relevant civil uddannelse.
Afgangsbevis kræver knofedt
Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen. Erhvervelse af et civilt afgangsbevis medfører, som udgangspunkt, hverken mere i løn eller en udnævnelse. I stedet vil det formentligt kræve en stor ekstraindsats i fritiden. Så har befalingsmanden til gengæld et officielt papir på en civil uddannelse og et svarberedskab, næste gang der skal sammenholdes mellemlederuddannelser.
Om pilotprojektet
Pilotprojektet er forankret ved uddannelsessektionen, SA2, i FPT. Der er truffet samarbejdsaftale med University College Syd i Haderslev, som forestår meritering af uddannelseselementer og individer. Projektet dækker de tre værns mellemlederskoler og er økonomisk finansieret gennem OK 08 midler. Konklusion og anbefalinger forventes fremlagt ved projektets afslutning maj 2010.
|