Hvis du kommer til skade…
1. Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor har udarbejdet en ny version af Forsvarets folder ’Hvis du kommer til skade…’ (revision januar 2010).
Folderen beskriver erstatningsforholdene ved personskade og dødsfald samt tab eller beskadigelse af personlige ejendele, der sker i forbindelse med udsendelse i internationale operationer (INTOPS).
De i folderen nævnte erstatnings- og godtgørelsesbeløb er gældende for afgørelser, der træffes den 1. januar 2010 og senere, medmindre andet er anført.
Blandt de beskrevne erstatningsordninger skal følgende satser (niveau 2010) efter forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning fremhæves:
3.653.500 kr. ved 100 % varigt mén
2.436.000 kr. ved tab af forsørger
1.216.500 kr. ved tab af ikke-forsørger.
Denne erstatningsordning dækker tjenstligt begrundet ophold i missionsområdet, dvs. i krigszoner, andre højrisikoområder eller områder, hvor der løses konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver, således at der ydes erstatning eller godtgørelse i tilfælde af tilskadekomst eller dødsfald, hvad enten det sker i tjenesten, fritiden, eller dødsfaldet skyldes naturlig død.
Hertil henregnes også rejsetid til og fra missionsområdet.
Det enkelte missionsområde er defineret i den lov, der danner grundlag for udsendelsen.
2. Personskade uden for missionsområdet
Under ophold uden for missionsområdet, fx ved leave eller R&R (rest and recreation), må den udsendte selv sørge for forsikringsdækning for personskade, herunder for behandlingsudgifter, transport til og behandling på sygehus samt hjemtransport mv., jf. folderens pkt. 5.
Dette gælder dog ikke, såfremt R&R er et socialt arrangement, der er planlagt og betalt af forsvaret, og den udsendte er beordret til at deltage. I så fald er man dækket, som om skaden var sket i missionsområdet.
3. Dødsfald som følge af en ulykke samt naturlig død uden for missionsområdet
Såfremt dødsfaldet er en følge af en ulykke, der er sket i fritiden, eller dødsfaldet skyldes naturlig død, fx som følge af en hjertekarsygdom eller akut sygdom, udbetales følgende beløb af Forenede Gruppeliv:
1.171.129 kr. (2009 niveau) ved tab af forsørger
584.764 kr. (2009 niveau) ved tab af ikke-forsørger
Ordningen ophører 31. marts 2010.
Herefter må den udsendte selv sørge for forsikringsdækning, jf. folderens pkt. 5.
Dette gælder dog ikke, såfremt R&R (rest and recreation) er et socialt arrangement, der er planlagt og betalt af forsvaret, og den udsendte er beordret til at deltage. I så fald er man dækket, som om dødsfaldet var sket i missionsområdet.
Krigs- og Risikolisten pr. 15. januar 2010.