Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Færøernes Kommando
FRK logo
24. maj 2012

Indholdsområde

 
2. besætning klar til indsats 
Inspektionsskibet Triton
Inspektionsskibet Triton.
Besætningen på inspektionsskibet Triton foretog d. 11. november besætningsskift, 2. besætning er nu i gang med forskole, så den nye besætningen kan være klar til de forstående opgaver ved Færøerne.
15-11-2010 - kl. 14:01
Kilde: Inspektionsskibet Triton.
Efter en noget turbulent indflyvning ankom Triton´s nye besætning til Vagar lufthavn torsdag d. 11. november for rutinemæssig afløsning af 3. besætning om bord i inspektionsskibet Triton frem til 6. januar 2011.

2. besætning – som til daglig bemander Inspektions- og Kommandoskibet Thetis – har igennem de seneste måneder afspadseret tilgodehavende frihed, og gennemført individuel efteruddannelse mv. efter en hektisk periode om bord i egen enhed, bl.a. som kommandoskib for Søværnets Taktiske Stab under den omfattende nationale øvelse DANEX 2010 i Østersøen, og markering af Flådens 500-års jubilæum i København.

2. besætning er ikke fremmed overfor opgaven ved Færøerne, der omfatter suverænitetshævdelse, eftersøgnings- og redningstjeneste samt fiskeriinspektion. Således bemandede besætningen i nogle måneder i foråret Inspektionsskibet Vædderen, hvor man gennemførte en solid fiskeriinspektionsindsats overfor det omfattende blåhvillingfiskeri i et frugtbart samarbejde med Fiskiveiðieftirlitið’s enheder til søs – Brimil og Tjaldrið. I denne periode spillede besætningen en aktiv rolle i den årlige søredningsøvelse for MRCC Tórshavn initieret af det maritime NATO-hovedkvarter i Nordregionen.

Situationen på det forestående togt er en smule anderledes. Både i forhold til fiskeriintensiteten på felterne og – ikke mindst – i forhold til vejret omkring Færøerne. Med det formål at opretholde inspektionsskibets og besætningens operative og taktiske færdigheder, er Triton i indeværende måned således tilmeldt en større international øvelse i Norge – Øvelse FLOTEX SILVER 2010 – der gennemføres i farvandet omkring Vestfjorden. Her indgår inspektionsskibet sammen med bl.a. Støtteskibet Absalon i rollen som bl.a. moderfartøj for træning af boardingteams i et spændende og intenst scenario, der afspejler den aktuelle maritime piratsituation, som ses bl.a. i Adenbugten og i farvandet omkring Somalia. Under øvelsen gennemføres en række procedureøvelser, herunder bl.a. skydninger med skibets våbensystemer.

Umiddelbart efter øvelsen returnerer Triton til Færøerne for at genoptage sine traditionelle opgaver her. Hen mod julehøjtiden vil 2. besætning bl.a. få besøg af Chefen for Søværnets Operative Kommando, ligesom der er planlagt en temainspektion vedrørende den militære sikkerhed ombord.

I juledagene vil Triton søge tæt ind under øerne for at skabe læ for en anderledes jul i dronningens klæder, mens nytåret planlægges afholdt i en udenlandsk havn.

Chef om bord på Triton er nu kommandørkaptajn Henrik Holck Rasmussen.

Læs CV på kommandørkaptajn Henrik Holck Rasmussen her (PDF 14Kb)