Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Færøernes Kommando
FRK logo
24. maj 2012

Indholdsområde

 
Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen ved Færøerne 
Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen har afløst inspektionsskibet Triton ved Færøerne.
10-03-2011 - kl. 09:14
Kilde: Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen.
Efter planen skal Knud Rasmussen være stationeret ved Færøerne indtil 31. marts, hvor inspektionsfartøjet vil blive afløst af inspektionsskibet Hvidbjørnen.

Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen
Knud Rasmussen opererer normalt på Grønlands vestkyst, men kommer dog også forbi Færøerne i ny og næ. Sidst Knud Rasmussen var på Færøerne var i sommeren 2009. Ligesom opholdet i 2009 var et behageligt møde med Færøerne, ser Knud Rasmussen med besætning frem til endnu et ophold på øerne.

På Færøerne skal Knud Rasmussen løse opgaverne, overvågning, suverænitetshævdelse, eftersøgnings- og redningstjeneste samt fiskeriinspektion.

Besætning
Knud Rasmussens besætning består i øjeblikket af 21 personer.

Chef om bord på Knud Rasmussen er kaptajnløjtnant Lars Simon Rieks.

Læs CV på Lars Simon Rieks her (PDF 84KB).

Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen ved kaj i Tórshavn.
Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen ved kaj i Tórshavn. Foto: C. Thomsen.

Skibet
Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen er bygget af Karstensens Skibsværft A/S som nybygning nr. 400. Karstensens Skibsværft A/S fik skroget bygget på det polske skibsværft Stocznia Pólnocna (Northern Shipyard) i Gdansk, hvor kølen blev lagt 21. november 2005, og hvorfra skibet blev søsat den 19. oktober 2006.

Skibet blev navngivet i Skagen den 22. september 2007 af den daværende færøske lagmand Jóannes Eidesgaard. Afleveringen til Søværnet fandt sted den 15. februar 2008, og den 18. februar 2008 indgik Knud Rasmussen i Flådens tal, samtidig med at kommandoen hejstes for første togt.

Knud Rasmussen klassen er 71,80 m. lang, 14,60 m. bred og har et deplacement på 2050 tons.

Polarforsker Knud Rasmussen
Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen er navngivet efter den store dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen. Knud Rasmussen blev født den 7. juni 1879 i præsteboligen i Jakobshavn, Grønland, søn af præst og sprogforsker Christian Rasmussen og dennes grønlandskfødte hustru, Lovise Rasmussen.

Knud Rasmussen voksede op i et overvejende grønlandsk samfund, og gennem familiens tjenestefolk og de grønlandske legekammerater blev han fortrolig med grønlandsk levevis og det grønlandske sprog. Blandt andet lærte Knud at køre sin fars hundespand.

På sin 7. Thule-ekspedition blev Knud Rasmussen alvorligt syg. Han måtte forlade ekspeditionen for at komme under lægebehandling i Julianehåb. Sygdommen var imidlertid så alvorlig, at lægen valgte at sende ham til behandling i Danmark. Han blev indlagt på Gentofte Sygehus, men kom sig aldrig og døde et par måneder senere, den 21. december 1933, i en alder af kun 54 år. Knud Rasmussen blev i stilhed stedt til hvile på Vestre Kirkegård i København.

Læs mere om polarforskeren Knud Rasmussen her (link til Wikipedia).