Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Færøernes Kommando
FRK logo
24. maj 2012

Indholdsområde

 
Rendezvous for tidligere radarfolk fra Færøerne 
På sejltur i en af de smukke færøske fjorde.
På sejltur i en af de smukke færøske fjorde.
På nogle skønne forårsdage i maj havde et stort antal tidligere tjenestegørende ved den nu nedlagte radarstation på Færøerne sat hinanden stævne. Mange nuværende ansatte i Air Control Wing har gjort tjeneste på den nordatlantiske radarstation.
12-05-2011 - kl. 09:59

Kilde: Air Control Wing.

Flyvestation Tórshavn, Eskadrille 605 eller Mjørkedal. Kært barn mange navne. Sidstnævnte er den geografiske betegnelse for stationens beliggenhed og betyder på færøsk tågedal. Under de fire dages besøg var det dog en falsk varebetegnelse, idet de tidligere Mjørkedalsfolk mødtes i højt solskin og i et vejr, når Færøerne er bedst.
Flyvestation Tórshavn var opdelt i to områder: administrationsområdet kaldet Lejren og operationsområdet, i daglig tale Toppen.

Stort gensyn allerede på Atlanterhavet om bord på færgen Norrøna.
Stort gensyn allerede på Atlanterhavet om bord på færgen Norrøna.

Mange havde taget sejlturen fra Hirtshals til Tórshavn, mens andre stødte til selskabet på Færøerne.
- Nej, er det dig, det er godt nok længe siden, og du har ikke forandret dig, lød det spontant fra mange sider, da deltagerne efterhånden genså hinanden.

Mandag 2. maj var der en del, der havde meldt sig til den fantastiske sejltur til de dramatiske grotter ved Vestmanna. Dagen efter var det tid for tur på egen hånd, hvor Kirkebø, Gjógv, Saksun og mange andre steder fik besøg for 117. gang.

Onsdag blev dog mere af ’tjenstlig’ karakter, idet programmet bød på rundvisning på det gamle tjenestested. Hér bød kommandør Per Starklint fra Færøernes Kommando velkommen, hvor han lagde ud med, at de alle havde glædet sig til dette møde. Han opridsede kort historien bag Mjørkedal, og også om det fremtidige Færøernes Kommando.

Et lille ’museum’ er det også blevet til. I den gamle officersmesse er der lavet en billedudstilling og plancher af personel, der havde været tjeneste gørende på Færøerne. Selvsagt ungdomsbilleder.

Et par kuriøsiteter for de mange, der kan huske det
På Toppen blev der nedtaget ét stk. nummerplade på det sted, som i sin tid var Leder M’s (Jakob) parkeringsplads. Den blev meget standsmæssig skruet ud af klippevæggen og overdraget til pensioneret seniorsergent Arne Mørk, for at han kunne placere den i rummet med flyverhistorien.

Ydermere blev navnetavlen, som sad i slusen nedtaget og overbragt til Carl Erich Friderich, der havde gjort tjeneste på øerne fra 1963 til 1964. Han fik opgaven med at placere også den i historierummet.

Idylliske bygder og smukke fjelde lige uden for døren var hverdagen for de mange tjenestegørende på Flyvestation Tórshavn
Idylliske bygder og smukke fjelde lige uden for døren var hverdagen for de mange tjenestegørende på Flyvestation Tórshavn.

Onsdagen sluttede af med en god middag og fest, hvor der ikke blev sparet på røverhistorierne, inden det igen gik sydpå med færgen torsdag.

FAKTA
Radarstationen på Færøerne med kaldesignalet Polestar var operativ fra 1. juli 1962 til 1. januar 2007. Indtil 2001, hvor Flyvestation Tórshavn organisatorisk blev slået sammen med Færøernes Kommando, var den underlagt Kontrol- og Varslingsgruppen. Læs mere om historien her.


Input til artikel: Finn Nymann, Radarhoved Skagen
Tekst: Arne Bach Nielsen
Fotos: Diverse deltagere på turen