Fiskekutteren Marianna som sank onsdag aften den 12. januar.
17-01-2011 - kl. 17:45
Onsdag aften var et godt eksempel.
Telefonen kimede hos stabsvagten ved Færøernes Kommando kl. ca. halv otte om aftenen. Det var MRCC Tórshavn, som ringede med det alvorlige budskab, at to fiskere var i nød vest af Sandoy, fordi deres fiskekutter pludseligt og uden varsel var kæntret. Fiskerne lå i en lille gummibåd ude på det mørke Atlanterhav med fare for deres liv.
Stabsvagten kontaktede straks inspektionsskibet Triton, som hurtigst muligt sejlede imod den position, hvor det var blevet oplyst, at ulykken var sket. Stabsvagtens begav sig herefter hurtigst muligt op på MRCC Tórshavn for at virke som forbindelsesofficer mellem inspektionsskibet og søredningscentralen.
På MRCC herskede en professionel ro omkring løsningen af opgaven med at redde de to skibsbrudne. Stabsvagten bistod med kommunikationen til inspektionsskibet og faktuelle informationer om søværnets enheders muligheder og begrænsninger.
Heldigvis fik uheldet en lykkelig udgang. De to fiskere blev – kort tid før Triton nåede frem - reddet af en færøsk redningshelikopter, der transporterede dem begge til Tórshavn sygehus, hvorfra de senere kunne udskrives i god behold og rejse hjem til Sandoy.