29-04-2011 - kl. 09:07
Seks unge gymnasieelever fik i forbindelse med påsken en ganske særlig oplevelse. De seks unge var blandt de i alt 14 vindere af den essaykonkurrence, der blev udskrevet i forbindelse med Flådens 500 års jubilæum. Her skulle de skrive et essay med udgangspunkt i ”den danske flådes rolle i en globaliseret verden – i fortiden, i nutiden eller i fremtiden”. Alle 14 vindere fik som præmie en lille uges sejlads med et af søværnets inspektionsskibe ved enten Færøerne eller Grønland.
For de seks studerende, der fik en tur til Færøerne, var der sammensat et program, der, udover en unik rejseoplevelse, gav et indblik i hverdagen om bord på et inspektionsskib.
“Det har været rigtig spændende at være om bord på skibet. Hele besætningen har været utroligt imødekommende og flinke til at vise os, hvad de laver,” lød det fra Mie Spangsberg Lønne fra Slotshaven HHX i Holbæk.
Også oplevelser i land
Det var dog ikke kun på vandet, at de unge vindere fik én på opleveren. På ankomstdagen besøgte gymnasieeleverne Færøernes Kommando, og efter to dage i søen var der også indlagt en shopping og sightseeing dag i Torshavn samt på flere af øerne. Og Matthias Boksa Pedersen, også fra Slotshavens HHX i Holbæk, fik et godt indtryk af Færøerne.
”Det er fantastisk. Jeg havde ikke regnet med, at det var så højt. Det var en af de første ting, jeg lagde mærke til. Og så det der med, at der ikke er nogen træer. Det er meget underligt.”
Tirsdag morgen 26. april var det igen tid for essayvinderne at vende snuden mod Danmark. Men inden afrejsen var der lige nogle formaliteter der skulle overstås. Blandt andet en afskedsmiddag i chefens messe samt debriefing. Og ved sidstnævnte var der særligt fokus på både gode og dårlige sider af turen. Her skulle de studerende hver nævne to gode ting ved turen og én knap så god. Og med kommentarer som; ”jeg synes, det er svært lige at finde noget negativt. Skal man virkelig finde på noget,” og ”hvis nogen har kedet sig, har det været deres egen skyld,” var det tydeligt, at turen var en stor succes.