De danske sygeplejersker Anita Schlippe Rasmussen, 
Lotte Rønnegart og Pia Falbe-Hansen.

Kære alle sammen!

Det er ferietid, og det er ensbetydende med afslapning og oplevelser. Jeg har lige fået en af de fedeste oplevelser af alle hernede. Har set en karavane på 11 kameler gå forbi udenfor ”lejren” (nogle siger, at det er dromedarer). Jeg skulle lige vise John ”newcomer” en flot køretur. Og så kom de der! Vi smuttede op i et vagttårn, så vi rigtig kunne kigge på dem. Lånte deres kikkert; de var godt nok lidt langt væk, men kameler det var det. Vi så også legende børn, en kørende traktor og mange compounds. Det var en meget smuk tur. Solen var ved at gå ned, og lyset var bare så flot. Vi blev helt ”høje” af den uventede oplevelse, så det blev fejret med store smil, alkoholfrie øl og chips, som lige tilfældigvis var i bilen.

Vi gik på ferie for et par dage siden. Slut var det med at arbejde efter 63 dage i rap uden en eneste fridag. Det er velfortjent, synes vi. Det skal nydes… Vi kunne godt nok godt forestille os mere eksotiske steder at tage på ferie end i den danske lejr i et transittelt. Men på den anden side, så kan vi stille og roligt vænne os til, at vi lige om lidt er helt hjemme, hos familie og venner og dejlige fredelige Danmark. Briterne kommer på ”decompression” på Cypern, rigtig badeferie med fri bar! Tjuhaj! Det vil vi også!

Det bliver skønt med et gensyn med fædrelandet, hvor jeg nok skal huske at sætte pris på mange af de små ting i hverdagen, som vi bare tager for givet. Jeg skal spise med rigtigt bestik og på rigtige tallerkner, ikke plastik og pap. Jeg kan få frisk frugt og grøntsager. Bare plukke ned fra hylderne i Brugsen. Det skal vare MEGET længe, inden at jeg skal have kogte gulerødder igen. Sove i en rigtig seng, kun afbrudt af lidt snorken og måske fuglepip? Hvis ikke de er fløjet sydpå alle sammen nu? Jeg skal løbe i skoven og se på træer. Jeg skal sidde på et rigtigt toilet. Tage bad uden at røre ved klamme forhæng. Åbne køleskabet og bare gå til den, når man har lyst og uden faste åbningstider. Og så selvfølgelig, og ikke mindst, skal det blive godt med et rigtigt glas rødvin og en øl, som smager af noget.

Det var nu lidt vemodigt at sige farvel til vores team. Rigtig mange af dem vil jeg komme til at savne, enkelte ikke så meget. Men en ting er dog sikkert, jeg ser dem sandsynligvis aldrig mere. Det er underligt. Vi har været så meget igennem sammen, og pludselig er det bare slut. Det har været en fantastisk oplevelse, en rejse hvor man er kommet langt omkring og har lært mangt og meget. Om faglighed og personligheder, om mennesker, liv og død, om kulturelle forskelle, men også om ens egne grænser.


Goddag til de nye og farvel til de gamle.

Lige da vi havde sagt farvel til vores team, skulle vi mødes i hospitalets kapel til en ”goddag og farvel”-højtidelighed med den britiske og den danske præst. Hele kapellet var prydet på endevæggen med et kæmpe stort dannebrogsflag. På de andre vægge hang der billeder og biografier af alle de ISAF-soldater, som har mistet livet, mens vi har været her. 17 i alt. Dertil kommer et ukendt antal afghanere. Det var stærke sager. Jeg fik helt gåsehud. Flere af dem har man været med til at operere på og har kæmpet for deres liv.  Faktisk kunne jeg ikke holde ud af at læse om dem, for så kommer man pludselig tæt på og bliver følelsesmæssigt involveret.  For mig er det bedst ikke at vide for meget om den enkelte. Det blev en smuk og stemningsfuld og meget tankevækkende højtidelighed.

Nu har vi bare ferie. Det lykkedes for mig - for første gang - at være den, som stod op allersidst i teltet. Jeg skulle bare ligge i feltsengen, til jeg ikke kunne mere. Gik derefter i bad, klippede negle, barberede ben, lavede kaffe. Ja, rigtig puslede om mig selv. Kl. 12.30 var jeg færdig, og så var det for sent til morgenmad. Fandt mit hjørne på ”Kuffen” og nød solen med musik i øerne. Senere trænede jeg, løb 10 km. + lidt andet. Det var en dejlig første feriedag. De efterfølgende dage har været lige så dejlige. Vi har slappet af, nydt hinandens selskab, hygget med nye venner, shoppet, holdt grillparty, kørt ture, pakket og meget mere.

Nu er vi ”Shorty”, så meget som man kan blive. Sækkene er afleveret, alt er pakket, hjelmen og fragtmentationsvesten ligger klar øverst i paksækken. Nu venter vi bare på at få den endelige melding om afgangen. Rejsen hjem begynder i nattens kulde og mørke. En hård rejse på halvanden døgn venter os, men hvad gør det? For nu er vi snart hjemme i dejlige, dejlige Danmark.


Så - nu er det slut; der kommer ikke flere "Nyheder fra felthospitalet". Anita og hendes del af FSU's udsendte kirurghold er tilbage i Danmark, og deres afløsere er i fuld gang med at videreføre deres gode arbejde i Camp Bastion.

Det er dog ikke det sidste fra Anita. Hun vender nemlig tilbage i næste udgave af FSU Nyt, hvor hun vil fortælle mere om arbejdet og kulturen på felthospitalet.