Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Forsvarets Sundhedstjeneste
Forsvarets Sundhedstjenestes mærke
18. december 2014

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Farvel til Jægersborg Kaserne 25. juni 2009 
Jægersborg Kaserne Afskedsparade
Torsdag d. 25. juni afholdtes afskedsparade for Reservelægerne efter endt uddannelse, og i den forbindelse valgte Forsvarets Sundhedstjeneste (FSU) at sige farvel til Jægersborg Kaserne , som ikke længere huser FSU
29-06-2009 - kl. 11:56
Vi har netop nu været vidne til en historisk begivenhed – nemlig udnævnelsen af det sidste reservelæge hold fra Jægersborg Kaserne. Når vi er færdige her i dag skal Forsvarets Sundhedstjeneste forlade Jægersborg kaserne.

Der er i høj grad historie knyttet til dette sted – både royal og militær historie. Som det vil være mange bekendt opførte Chr. IV i perioden 1609-1620 præcis på dette sted et jagtslot i nederlandsk renæssance stil – han kaldte slottet Ibstrup Slot. I 1688 skiftede slottet navn til Jægersborg Slot.

I perioden 1734-38 opførtes vest for slottet den åkaldte ”Jægergård”, tegnet af arkitekt Lauritz Thurah – ja, det er faktisk de gule bygninger, som ligger her lige foran mig. I løbet af 1700-tallet forfaldt Jægersborg Slot mere og mere, og det endte med, at slottet blev endelig nedrevet i 1761.

Lige siden 1700-tallet, ja nærmere bestemt siden 1717 har der konstant været militære enheder til stede på Jægersborg Kaserne. To hæderkronede militære enheder har domineret stedet de første rigtig mange år – nemlig husarerne og Den Kongelige Livgarde. Jeg er således også meget glad for, at vi netop i dag har repræsentanter for disse enheder til stede for at være med til at markere dagen – tak skal I have.

I 1962 blev byggeriet her bag mig opført, og Jægersborg Kaserne blev nu til Forsvarets Lægekorps Skole og senere i 1974 til Forsvarets Sanitetsskole. I 1991 flyttede Generallægeembedet ud af Forsvarskommandoen, og generallægen blev chef for den nye Niveau II myndighed Forsvarets Sundhedstjeneste, som blev samplaceret med Niveau III myndigheden Forsvarets Sanitetsskole her på Jægersborg Kaserne.

I 2002 blev de to myndigheder lagt sammen til én myndighed med navnet Forsvarets Sundhedstjeneste. Som bekendt betød Forsvarsforliget 2005-2009, at Forsvarets Sundhedstjeneste skulle forlade Jægersborg Kaserne og etableres med et udvidet ansvarsområde i nye omgivelser på Flyvestation Skalstrup ved Roskilde. Dette kom også til at ske for en del af FSU, men vores uddannelsesafdelingen måtte blive tilbage på Jægersborg. Først nu på tærskelen til en ny forligsperiode, kom muligheden og Jægersborg Kaserne skal helt forlades. Vi glæder os alle til endeligt at blive samplaceret på Skalstrup, selv om det til at begynde med bliver en smule midlertidigt.

Jægersborg Kaserne rummer for langt de fleste af os her i dag en lang række minder og har i mange år da også været indbegrebet af Forsvarets Sanitets- og Sundhedstjeneste. Ingen tvivl Jægersborg Kaserne vil altid have en meget central placering i vore hjerter, men realistisk set får vi nu langt bedre vilkår, og endelig får vi mulighed for at høste de synergigevinster, som lå i tankerne bag forliget 2005-2009.

Det var således også med stor glæde, at jeg i forgårs kunne byde velkommen til det første sygepasserkursus på Skalstrup – 21 unge mennesker, som er med her i dag, og som alle har valgt en sygepasseruddannelse af lyst og for at være med til gøre en forskel i forbindelse med INTOPS. Jeg glæder mig til at følge jeres videre uddannelse på Skalstrup og i praktik. En ny æra er således allerede begyndt. Men vi er i høj grad taknemmelige for alt, hvad denne kaserne har givet os. Og til de nye ejere skal der lyde et: ”Pas godt på vores gamle kaserne”.

Jeg glæder mig til, at vi nu endelig bringes sammen på Flyvestation Skalstrup, og ser frem til, at vi i fællesskab kan videreføre gode traditioner samtidigt med, at vi videreudvikle sanitets- og sundhedstjenesten.


Generallæge Erik Darre