10-08-2010 - kl. 13:41
Efter 45 år i tjenesten er Flyvevåbnets otte
redningshelikoptere gået på velfortjent pension. Den 16. juni 2010
fløj de for sidste gang som operative redningsmaskiner.
Allerede for tre år siden modtog Danmarks Flymuseum i
Stauning Lufthavn en af de gamle helikoptere til udstilling. Statens
Forsvarshistoriske Museum skal også på længere sigt overtage en Sikorsky S-61,
som den gamle helikopter hedder. Det efterlader seks herreløse S-61ere, som nu
er sat til salg. En potentiel køber vil højst sandsynligt være en anden nation,
men privatpersoner kan også byde ind.
Ansvaret for helikopterne ligger ikke længere hos
Flyvevåbnet, men hos Forsvarets Materieltjeneste. Det vil sige, at Flyvevåbnet
ikke kan sende dem ud på redningsarbejde. Ikke desto mindre bor fire af dem stadig
på Flyvestation Karup. De skal nemlig luftes en gang om måneden for at holde
deres flyveegenskaber ved lige.
De tre andre er tømt for brændstof og konserveret for at sikre,
de ikke står og ruster. Helikopterne vil både blive solgt, som de er og i mindre dele. Der følger en logbog med til alle helikopterne, som er en slags
dagbog over, hvad de præcis har lavet igennem deres tjenestetid.
”Uden gennemførte logbøger er helikopterne ikke mere værd
end en bunke jern. Og de bøger har vi selvfølgelig helt styr på,” siger projektleder
i Forsvarets Materieltjeneste, Michael Tarp Hansen.
Foreløbig kan man se helikopterne over Danmark på følgende
tidspunkter:
Uge 35: Mandag, tirsdag, onsdag
Uge 38: Tirsdag, onsdag, torsdag
Det bliver først bestemt et par dage inden, hvor
helikopterne skal flyve hen.