Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
16. december 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Afsked i Helmand 
Helmand: De danske soldater tog afsked med deres tre dræbte kammerater ved en gribende rampe-ceremoni i Camp Bastion.
25-12-2008 - kl. 14:10
Kaptajn Christina Jo Larsen, presse- og informationsofficer

Når der skal tages afsked i Helmand, bruges der lang tid og meget hjerteblod på at gøre ceremonien så smuk og nærværende som muligt. Det var også tilfældet, da den danske  kampgruppe måtte sige farvel til sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen og konstabel Sebastian La Cour Holm.

Noget af det sørgeligste jeg nogensinde havde set, var for nogle år siden, da Argentina gik ind i landets værste økonomiske krise for år tilbage. En mand stod på fjernsynet og græd, fordi hans butik blev røvet af sure, sultne og vrede demonstranter. Han stod med tårerne trillende ned af kinderne, mens han sagde, at det jo ikke var hans skyld, at landet ikke kunne forsøge dem, og om de ikke nok ville lade hans butik være.

For fjorten dage siden måtte dette billede rykke ned ad listen, da der foran mig stod to Dannebrogs-smykkede kister. Det var det sidste, vi hernede så til overkonstabel Dan Gyde og konstabel Jakob Grønnegaard Gade. At se ansigterne på deres kammerater, da de vendte rundt efter at have ført kisterne frem, var så sørgeligt.

Mandag fik sorgen 27 nye ansigter, da kammeraterne til sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen og konstabel Sebastian La Cour Holm måtte gå de tunge skridt ved deres kammeraters kister.

Mandagens rampe-ceremoni i Camp Bastion var afslutningen på tre dage, som har været tunge at komme igennem for mange i Helmand.

Afsked i Helmand

Når det praktiske sætter ind
Når der sker et dansk dødsfald, er der ikke meget tid til at synke hen i sorg og ulykke. En masse praktiske ting bliver sat i værk, da vi hernede fra skal sørge for, at kisterne med vores kammerater kommer hjem til Danmark så hurtigt, som det er muligt.

Allerede lørdag morgen gik Stabs- og logistikkompagniet sammen med administrationssektionen i gang med at se på, hvornår der gik fly til Danmark, hvornår rampe-ceremonien kunne afholdes, hvem der skulle med, hvem der skulle bærer kisterne og en masse store og knap så store spørgsmål.

Samtidig med dette, gik sektionen, kompagnichefen og kampgruppens chef i gang med det, som tager lang tid og kræver ro. Nemlig at skrive mindeord.

Mens alt dette sker, går militærpolitiet i gang med at afhøre soldaterne fra den ramte enhed og de andre soldater, der var med ude. Det gør de, for at finde ud af, hvad der præcist skete og hvornår. Alt sammen for at udrage flest mulig erfaringer fra det hændte.

Søvn bliver nedprioriteret, mad bliver spist i skyndingen, og der falder indimellem nogle hårde ord, som hurtigt undskyldes og tilgives. Alle befinder sig i en afkrog af menneskesindet, hvor det er overlevelse, der slår til. Indimellem giver vi hinanden et knus, griner og sidder så stille igen.

Alt imens verden udenfor fortsætter, der sættes lys på pladsen, hvor ceremonien skal holdes, bårekommandoen indøver og tiden går, mens den vel læger alle sår, som de kloge siger.

Bårekommandoen gør klar til at bære de tre kister frem til det ventende Hercules fly, der flyver kisterne til Danmark.

Bårekommandoen gør klar til at bære de tre kister frem til det ventende Hercules fly, der flyver kisterne til Danmark.

Det skylder vi dem
Efter tre dages forberedelse og indøvelse, står vi så der.
Alle danskere i Camp Bastion trådt an i geledder. Tre ambulancer, hvor man kan ane Dannebrog, når den kolde vind slår bilens forhæng til side.

- Før kisterne frem, lyder det fra oberst Keld Christensen. Og under øredøvende stilhed bliver først en, så to og til sidst den sidste kiste båret frem foran obersten og feltpræsten.
Her læses der mindeord for og lyses velsignelse over sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen og konstabel Sebastian La Cour Holm. Et minuts stilhed omkranset af ”Last Post” og ”Reveille” fra to engelske hornblæsere og vi beder Fadervor.

Den store Hercules maskine kører langsomt frem på landingsbanen, bakker op mod pladsen, åbner lastlugen og gør plads til kisterne med de tre dræbte soldater.

- Før kisterne hjem, lyder det fra obersten gennem motorlarmen. Langsomt. Langsomt, bæres de tre kister frem mod flyet. Det er billedet på nethinden, som man ikke vil have. Det er billedet, man ikke vil tage.

Afsked i Helmand

Mens vi venter på, at det store fly starter op og kommer af sted, spiller de skrattende højttalere en udgave af ’I Danmark er jeg født’. Melodien, stemningen og omstændighederne slår bunden ud af de fleste.

Selv opgiver jeg at holde tilbage efter første vers, hvorefter tårerne triller ned af kinderne. Jeg kan se, at det gør de også på ham, der står foran mig. Ham, der står ved siden af mig. Dem, der står bagved mig. Her græder store drenge nemlig. Og de giver hinanden knus bagefter, da paraden er opløst.

KFUM soldaterhjem lægger lokale til julesange, kaffe og snak for dem, der har tid og lyst. Enkelte skal i gang med at pakke lastbilerne til næste dags logistikkolonne. De tager af sted og efterlever det, som obersten sagde foran kisterne: ”Vi lader os ikke skræmme. Vi kører ud gennem porten i dag, i morgen, i næste måned. Vi lader ikke Jacobs, Sebastians og Benjamins død være forgæves.”