Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
23. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Begravelse i Brønshøj 
Konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen begravet fra Brønshøj Kirke med militær deltagelse fra Gardehusarregimentet
02-01-2009 - kl. 19:35

Det var koldt, men klart vejr med solskin, da konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen blev begravet fra Brønshøj kirke den 2. januar klokken 13.

Kirken var fyldt, og ud over de nærmeste pårørende, venner og kolleger var der efter familiens ønske en militær tilstedeværelse bestående af repræsentanter fra Gardehusarregimentet med chefen, oberst Ib Hedegaard Sørensen, i spidsen. Blandt de fremmødte var også mange af Benjamins unge kammerater.

Kisten bæres til graven. Forrest et fanekommando fra Gardehusarregimentet fulgt af en æresvagt i ørkenuniformer
Kisten bæres til graven. Forrest et fanekommando fra Gardehusarregimentet fulgt af en æresvagt i ørkenuniformer. Kisten blev båret af tre af Benjamins kammerater samt tre æresvagter. Foto: Per A. Rasmussen.

Konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen blev 21 år. Han blev sammen med to kammerater dræbt den 19. december, da deres pansrede mandskabsvogn blev ramt af en vejsidebombe eller kørte på en mine nord for byen Gereshk i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

- Benjamin bragte håb med sig ud til et fremmed land fjernt herfra, sagde feltpræst Kim Jacobsen i sin tale. - Et fremmed land hvorfra vi hører fremmede navne som Bastion, Price og Armadillo. Han bragte håb med sig ud til landsbyer som Qade Qalay, til Rahim Kalay, til hver en landsby og compound bebyggelse ude i ørkenen og i Green Zone. Han bragte håbet og troen på fred med sig. Han var sammen med sine kolleger med til at skabe et håb om fred – og efter at have talt med jer, er jeg ikke ét øjeblik i tvivl om, at det var en opgave, som han troede på, og som han gik ind til.                                                                          
I lånte ham ud til forsvaret, og nu har I og han betalt den højeste pris af alle, sagde Kim Jacobsen, der ud over at være feltpræst ved Den Kongelige Livgarde er præst i Gammel Holte Sogn.

I kirken var der en æresvagt fra Gardehusarregimentet og regimentets fane. Salmerne var ”Sneen dækker mark og mose”, ”Nu står der skum fra bølgetop” og ”Dybt hælder året i sin gang”.

Ved kisten holdt Benjamins otte-årige søster en kort tale.

Den kirkelige handling blev gennemført af feltpræst Kim Jacobsen, der også er præst i Gammel Holte Sogn. Foto: Per A. Rasmussen
Den kirkelige handling blev gennemført af feltpræst Kim Jacobsen, der også er præst i Gammel Holte Sogn. Foto: Per A. Rasmussen.

Efter jordpåkastelsen spillede en trompetblæser fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps ”Last Post”.

Efter begravelsen var der mindesammenkomst i Restaurant Brønshøj.

Læs feltpræst Kim Jacobsens tale her