Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
Gardehusarregimentet
Forsvarets mærke
18. oktober 2017

Globalnavigation

clear

Indholdsområde

 
Dansk soldat dræbt i hård kamp med Taleban 
De nærmeste pårørende er underrettet. Soldater fra den danske bataljon har været i hårde kampe med Taleban ca. 20 kilometer nordøst for byen Gereshk.
31-03-2008 - kl. 16:10

Den danske bataljon gennemførte sammen med britiske styrker her til morgen en operation i Green Zone med infanterikompagnierne støttet af kampvogne, artilleri, morterer og kamphelikoptere.

Den massive indsættelse af enhederne bevirkede, at Taleban efter flere træfninger blev bekæmpet og trak sig tilbage. Begge kompagnier og kampvognsdelingen er nu på vej tilbage til deres lejre.

Under kampene er en dansk soldat blevet dræbt og to danske soldater såret.

Chefen for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou udtaler:
”Vi har desværre mistet en soldat og yderligere fået såret to soldater under en planlagt operation mod Taleban i den Grønne Zone i Helmand-provinsen. Det er et hårdt og umenneskeligt slag for soldaternes familie og venner. Dem vil vi gøre hvad vi kan for at støtte i denne svære situation. Det er også hårdt for den danske styrke, der nu skal bearbejde tabet af en god kollega og fortsætte med at løse deres opgaver.”

Psykologer fra Forsvaret er ved de danske styrker i Helmand.

De tre danske soldater indgik i det mekaniserede infanterikompagni, PIRANHA, som er udsendt fra Gardehusarregimentet i Slagelse. Den dræbte soldat kom fra Den Kongelige Livgarde.

Den dræbte og de sårede blev med helikopter straks fløjet til felthospitalet i Camp Bastion. De sårede er nu under behandling på felthospitalet. Deres tilstand er stabil og de er udenfor livsfare.